Fem års rejse – hvad så med skole?

Men hov, siger du måske, hvad betyder alle disse fine ord?

Unschooling er kort fortalt ’børnestyret undervisning’. Der er ikke læseplaner, ikke pensum, ikke eksamen, ikke guldstjerner for godt klaret, ikke tvang, ikke krav, men der er fyldt med frihed, nysgerrighed og naturligt ønske om viden og undersøgelse. Det er barnet der selv styrer og bestemmer emne og hastighed. Flere af fortalerne kalder det faktisk slet ikke unschooling, men slet og ret: Livet ⯑

Jeg var selvsagt (som mange) skeptisk i begyndelsen.

Desto mere jeg læste om folk der havde unschoolet og desto flere interviews jeg læste med unge mennesker der var blevet unschoolet, desto mere overbevist blev jeg om det fantastiske i denne metode. Jeg har tænkt og hørt næsten alle argumenter imod, men de er alle bygget på vores egen ide om at skole er det eneste rigtige, for ingen børn har da selv en indbygget nysgerrighed, de skal tvinges ellers gider de ikke. Jeg husker godt hvor tit skolen var kedelig (særligt i de fag jeg ikke gad). Argumenter der begynder med ”men børn skal da lære at….” skal altid besvares med et ’hvorfor’ og det skal man blive ved med til en kerne nås og heri skal man undersøge for hvem det er vigtigt. Er det for barnet eller for samfundet, for den man snakker med eller noget andet mere metafysisk? Forhåbentligt når man bunden og at, er det i barnets egen interesse så indser barnet det også, er det ikke, så er grunden ikke overbevisende god.

Tænk hvis man kun skulle undersøge ting man brændte for? Tænk at kunne fordybe sig i viden om matematikkens gåder? Eller hvordan en solsort forgår i naturen, eller mayaernes kulturarv, eller klaverspil, eller…. Og dertil kommer der en bonus, ikke så overraskende når man tænker over det. Brænder et menneske (barn eller voksen) for noget så tillærer vi os viden vildt hurtigt, men gider vi ikke, sidder skidtet ikke fast.

Eksamener har egentligt altid været relativt nemme for mig, men når jeg begyndte at læse om tanken og hvad det gør ved folk, så må jeg erkende at eksamen (og belønning i bred forstand) har det direkte modsatte effekt af det ønskede. Vi skal præstere netto i en time (eller tyve minutter eller fire timer) og så kan vi med glæde glemme alt igen. Det er dog den dummeste måde at lære ny spændende viden. Tænk hvis vi kunne give vores børn lov til, at lære det de gerne vil fordi de har lyst … og intet andet. Tænk hvis vi ikke skal bedømme dem på om de har lært det godt nok, rigtigt eller bedre end andre. Eksamen og hele det system vi har bygget op om det, belønner ikke den som lykkes i virkeligheden, men den som kommer længst i et mærkeligt lukket system. Et system hvori man ikke må snyde, men gør man det og det ikke opdages så er det bare flot (for det er karakteren ikke din viden som bedømmes). I skolen som sådanne (og desværre mere og mere) fokuserer vi på at klare eksamen godt fremfor at opnå en viden. Vi bilder os ind at de to ting hænger sammen, men det er om bedst tvivlsomt og i mange tilfælde direkte forkert.

Unschooling har også problemer, men der er så mange fordele at det på alle måder ser ud til at opveje ulemperne – men det kan være jeg bliver klogere med tiden – det skal der altid være plads til.

For mig var det endelige overbevisende følgende: Med den hastighed som verden udvikler sig, kan vi ikke forudse vores børns jobs, deres muligheder, deres karriere … vi kan ikke forstille os samfundet om tyve år og det er derfor pointeløst at lære en bestemt viden, det bliver næsten med garanti ikke denne viden børnene skal bruge. Det som er vigtigt at lære er hvordan man tilegner sig viden – og dertil er unschooling genial, for det er netop viden der er i fokus og centrum når barnet slippes fri og vi som forældre stoler på den indbyggede nysgerrighed.

Nå så kommer efterfølgeren, hvad er worldschooling? Det er en underart af unschooling nemlig i sin reneste form, hvor man som forældre rejser rundt i verden og lader børnene opleve verden, lære af verden og lader sine børn bliver globale borgere i en kæmpestor, vild og vidunderlig verden. Mange forældre worldschooler i kortere eller længere perioder. Det er folk som tager ud på rejser fra omkring en måneds varighed (ja selv en uge gælder jo også). For mig er det dog mere end det, det er en dedikation til verden. Det er et ønske om, at ens barn skal være en ægte global borger. En som forstår at handle på markedet i Nairobi, snakker kinesisk, har venner på syv kontinenter og hvad der nu ellers følger med. En som kalder hele verden sit klasselokale, en som ser mennesker som mennesker, som individer, som personer der skal udforskes, forstås og mødes. For mig er worldschooling et løfte man giver sine børn om at man vil gøre dem klar til at klare sig i en verden i konstant udvikling.

Jeg kender dette emne godt nok til at vide der er endeløs kritik og heldigvis også ægte nysgerrighed og spørgsmål. Så spørg løs ⯑

Når der løbende kommer spørgsmål vil jeg give dem ærlige overvejelser, snakke dem igennem, svare på spørgsmålene og fortælle alle som realt er nysgerrige hvad der gemmer sig bag vores planer, ønsker og drømme.