Uganda for ugandernes skyld

on onsdag, 03 april 2013. Posted in Klodens børn

Tæt på småbørnsfamilier i hjertet af Afrika

Uganda for ugandernes skyld

Uganda; de fleste kommer hertil for at stå øje til øje med gorillaerne eller for at tage på mere almindelig safari. Jeg er rejst til Uganda for at forstå uganderne - ikke mindst for at forstå ugandiske forældre. Jeg er her for at skabe en foredragsserie for Klodensbørn.dk og DANIDA og jeg skal leve hos og snakke med både fædre, mødre og børnene selv. Jeg skal besøge de rige, de fattige og dem som lever på landet.

Det er varmt, specielt for en vinterfrossen dansker. Jeg går rundt i et velhaverkvarter et par kilometer fra centrum i Kampala. Her er et velassorteret, italiensk supermarked (ja, det står der altså på skiltet). Her er gode kinesiske, afrikanske og internationale restauranter. Der holder også en flok boda-boda'er ved krydset, det er motorcykeltaxaer der hurtigt kan tage en rundt i byen. Det er et mere velpoleret og rigere kvarter, men det er stadig Afrika, for der sælges ananas og mobiltaletid på gaden, og man skal springe for livet når en matatu (overfyldt minibus) kommer flyvende.

Jeg bor lidt oppe ad gaden hos en familie med bedstefar, bedstemor, mor og hendes lille dreng. De mangler ikke noget rent økonomisk, for bedstefaren har sit eget firma og er entreprenør. Han sidder for det meste med en bærbar computer eller en avis eller taler i mobilen.

Rhoda, moren til Jerome, er en sød, smilende kvinde midt i 20'erne. Faren til Jerome er ugander, men bor i England, så mor og søn klarer det hele på egen hånd. Eller sådan da, for familien har ansat en moden kvinde der står for madlavning, pasning af Jerome og andet forefaldende husarbejde.

De bruger ikke aircon her i Uganda - hverken her i familien, i de fine shoppingcentre eller i bilerne - det undrer mig lidt, men ellers har familien alt hvad man kan forvente. Huset er i to etager med stort køkken, satellit tv og en dejlig have med velplejede, eksotiske planter. Det hele er sikret med en høj mur med pigtråd, og familien har også en generator til hjælp når Ugandas upålidelige elnet svigter.

Rhoda og jeg sidder tit og snakker om det at være mor i Uganda. Hun tager det meget som de fleste danskere gør, dog nok noget mere afslappet, men stadig, jeg kan genkende det meste fra mit eget liv.

Hun er i tænketank over hvad hun vil lave og arbejde med, men lige nu passer hun bare Jerome mens hun til tider hjælper lidt til i farens firma.

En meget slående lille detalje kommer frem da jeg spørger hende hvordan hun putter Jerome. Hun venter til han er træt, og så sætter hun en video, f.eks. fra youtube, på den bærbare. Der er virkelig ikke meget af den danske fordom 'fattige afrikanere i negerhytter der bare tigger om bistand' over denne familie. De er en forholdsvis velhavende middelklassefamilie, og her ser jeg virkelig Afrikas fremtid.

En dag i kontrasten

En morgen hentes jeg af Bosco, en rund glad ugander som har en fantastisk historie. Mens vi kører ud, væk fra rigdommen, mod hans virkelighed, fortæller han. Hans far var væk fra begyndelsen, og hans mor døde da han lige var blevet teenager.

Så stod han der, hjemløs, endnu en af Kampalas gadebørn. Og han havde også sine lillesøstre han skulle passe på. Han var presset og tabt, men ville ikke give op.

Han knoklede for at få sikret sine søstre - det var det vigtigste for ham. Bosco fortæller ivrigt og hudløst ærligt om sin tid som gadebarn. Det som virkelig gør Boscos historie anderledes end mange andre gadebørns, er at han aldrig gav op.

Han ville ikke gå til. Han havde en fascination af musikken, og efter at have fulgt en musikskole i lang tid - de ville ikke have ham for ifølge dem stjæler gadebørn, de er beskidte, tager stoffer og er uopdragne - forbarmede en lærer sig over ham.

Bosco satte et brassband sammen af hjemløse drenge, og resten er, som man siger, historie. Faktum er at i dag driver Bosco flere projekter i og omkring slummen der skal hjælpe gadebørnene. Kerneprojektet, Boscos hjertebarn, er børnehjemmet hvor gadebørn som er stoffri og som vil skoles, kan bo og lære musik.

Vi ankommer til en port der står åben og børn der løber rundt omkring. Snart har to-tre unger taget mig i hånden og smiler stort til mig. Vi er ankommet til Boscos projekt M-Lisada hvor musikken strømmer ud.

De store børn som kan bo her til de er omkring 16 hvor de så flytter de til et andet hjem, står på en scene foran børnehjemmet. Et band spiller, og et par piger danser. Det er så livsbekræftende at se gadebørn der griner og danser.
De ryster røven som kun afrikanere kan, og musikken svinger rigtig godt. Bosco fortæller mig at de rejser rundt og optræder med musikken, dansen og akrobatikken.

En lille pige på omkring 2½ år kommer hen til mig og holder godt fast i min hånd. Hun vil op. Vi sætter os sammen i en plastikstol og hører musik. Snart er der to andre børn som også er kravlet op på mit skød. De vil bare lige have lidt kærlig voksentid. De savner klart forældre, men de er ikke kede af det, ikke voldsomme, ikke anmassende, bare søde og dejlige unger. Ja, det lyder mega-kliché-overfantast-agtigt, men det er den eneste følelse der rammer mig.

"Den lille pige," fortæller Bosco, "er hjemløs da hendes far er forsvundet, og hendes mor er prostitueret og dermed arbejder om natten."

Der er nogle hårde skæbner her, men sammen har de fundet et helle i musikken og hos Bosco.
Bosco er på ingen måde blevet rig på sine projekter, pengene går til børn, bygninger og hvad der ellers skal til for at stuve så mange som muligt ind i musikken og væk fra gaderne.

Han har inviteret mig hjem til sig selv, dybt inde i Kampalas slum. Her bor han i et lille hus med to værelser. Han har med sin kone Lucy og deres to børn skabt en lille oase midt i kaos af åbne kloakker og stinkende gyder.
Der er ikke meget plads, og Lucy sidder ude på gaden for at lave vores frokost over hvad der ligner små urtepotter med grillkul - det er et ugandisk fattigmands-komfur, men det virker.

Det er ikke uden udfordringer at stifte familie eller have familie i slummen. Bosco ser det som 'hjem', det er her han selv kommer fra, og han elsker stedet på den måde vi alle elsker vores barndomskvarter. Lucy giver udtryk for mere tvivl, men hun kommer også fra en respektabel, mere velstillet familie med arabiske og muslimske rødder. Hun er glad for menneskerne, og naboerne hjælper hinanden på en måde der gør mig misundelig, men hun kan godt se at små børn der skal over åbne kloakker ikke er optimalt.

Der ligger tonsvis af plastik, brugte sprøjter, madrester og anden affald i gyderne der er så smalle at biler ikke kan køre her. Man kan faktisk flere steder stå med en hånd på et hus på hver side af gyden. De åbne kloakker kommer ofte direkte fra toiletterne og er kilden til mange sygdomme.

De lidt større kloakker ude i de større gader er stadig åbne, og folk smider alt heri. Det stopper vandet, og så kommer malariamyggene der formerer sig i stillestående vand.

Lucy fortælle at hun samler pigerne og kvinderne i sit projekt og får dem til at rydde op - men tre dage senere ser det frygteligt ud igen.

Hun har også fået bygget nye toiletter, og både hun og Bosco er dedikeret til at gøre området bedre.
"Bare fordi vi bor i slummen, behøver her ikke være beskidt og rodet," siger Lucy til mig.
Denne familie giver mig virkelig håb også for Ugandas fattige - sikke et drive og sikke et gå-på-mod, serveret med sådan en varme og gennem masser af arbejdsomhed.

Det landlig Uganda

Nogle dage senere skal jeg ud på landet for at se hvordan en familie bor og lever derude. Det er en kvinde midt i 30'erne der skal vise mig vej, og det er hendes udvidede familie vi skal besøge.

Hun hedder Hafswa og er selv mor til en lille dreng på halvandet. Familien består af en bedstemor, hendes tre døtre og deres børn - som i alt løber op i 10-12 stykker i alderen fra tre måneder til 16 år.
Familien har et lille hus herude på landet, og de har også et veldyrket jordlod - selvom de har fået en del stjålet af rigmænd, fortæller de mig.

De dyrker alle de frugter vi betaler dyrt for i Danmark: Avokadoer, yams, ananas, passionsfrugter, jackfrugter, granatæbler, søde kartofler, papaja og forskellige andre ting så eksotiske at jeg ikke kan genkende dem.
De har også majs, et par høns og en ged. Vand findes en halv kilometer væk og skal hentes i store dunke og koges inden det kan drikkes. De klarer sig, men der er ikke meget overskud.

Huset har en lille stue og flere rum som er fyldt med senge og madrasser. Der er også et lille hus ved siden af som er ret nyt. I det ene rum har de ryddet alt, og jeg skal sove der. I det andet rum er der køkken/opbevaring/stald. Røgen fra bålet i køknet holder nok myggene væk, men som jeg finder ud af ved nattetide, er det lidt barskt at sove i.
En sidste bygning er to toiletter, de er en klassiker med tre mure og et hul i gulvet.

"De er fyldt, så du skal hellere bruge naboens," advarer Hafswa mig, og at dømme efter lugten har hun nok ret.
Da mørket falder på og aftensmaden er blevet tilberedt, samles familien inde i huset. Her er ingen strøm, men de har skaffet sig en lampe med solceller, og ellers er der en olielampe.

Jeg er vist ikke den eneste der ikke ved hvad jeg spiser. Det er noget afrikansk grød af diverse jordfrugter og en klump af majsdej. Der er også kylling til - kun til de voksne og specielt til gæsten (mig). Kyllingefedt kogt til en kraftfuld sovs får vi alle og så skal grøden bruges som en ske og - slubre! - så er der mad.

Da lektierne senere skal laves, er det imponerende at se ungerne samles rundt om olielampen for at kunne se deres bøger.
For at komme i skole skal de store børn gå 40 minutter hver vej, så de skal op kl. 5 om morgnen. Her er heller ikke meget at lave om aftnen, så kl. ni ligger alle i deres senge.

I mit værelse er jeg ikke alene, for her sover også Hafswa og hendes dreng, og jeg er faktisk den eneste der ikke har mindst et barn i min seng. Jeg føler mig dog ikke alene i min seng, for noget kravler omkring hos mig. Noget bider mig, og noget stikker. Arggg det klør. Og stikker. Og her er totalrøget.

Dagens idyl af landlig charme synes forsvundet, mens geden og hønsene i køknet lige ved siden af holder fest

Tilbage i Kampala

Da jeg nærmer mig Kampala, kan jeg mærke at jeg virkelig længes efter et varmt brusebad. Efter en god pizza og en kold cola.
Man er vel et luksusdyr, og da den landlige mad har sat sig så dårligt i min mave at jeg må en tur på hospitalet, tænker jeg over kontrasterne i Uganda.

Der er så langt fra rig til fattig, og på den anden side bor de side om side. Jeg er på et internationalt hospital hvor alle snakker flydende engelsk, og hvor lægerne virker kompetente, men dagen før boede jeg hos en familie som har mistet børn fordi pengene ikke rakte til den medicinske behandling.

Det eneste fælles for uganderne er den venlighed og de åbne arme jeg er blevet modtaget med. De har alle inviteret mig indenfor, har alle slagtet kyllingen for min skyld (både reelt og metaforisk), og de har alle fortalt mig om det at opdrage børn i Uganda.

Jeg håber jeg gennem mit projekt, Klodensbørn.dk, kan hjælpe danske forældre til at åbne øjnene og udvide deres horisonter - for Uganda har lært mig en masse.
Meget af det jeg har lært vil jeg gerne tage med hjem til min egen lille familie, for selvom Uganda er et land med mange udfordringer, virker deres tilgang til børn inkluderende på en måde som vi ikke altid kender i Danmark.
 

Vil du vide mere om småbørnsforældre i Uganda?

Jeg gennemførte flere samtaler og interviews med både Rhoda, Bosco, Lucy, Hafswa og mange af de andre som du har mødt i artiklen.

Du finder samtalerne og historierne her på siden.

Her finder du også flere billeder fra livet i Uganda og kan læse meget mere om dette projekt som jeg gennemfører i samarbejde med DANIDA.

Vil du selv til Uganda?

Det er nemt og billigt. Flyet til Uganda kostede kun 4.000 kr., og det er ikke dyrt at leve i Uganda. Safari i Uganda og specielt gorillaerne er en anden sag, det er dyrt, men er du mest interesseret i uganderne, så kan du fjolle dig rundt for 100-200 kr. om dagen.

Vil du gøre en forskel i Uganda?

Så tjek Boscos projekt hvor ham med musik redder gadebørnene. Du finder mere om hans projekt på https://mlisada.org/

Tak for

Tak til

  • Gouda

    Gouda

  • Tidsel slynger

    Tidsel slynger

  • Spejdersport

    Spejdersport

  • Emmaljunga

    Emmaljunga