Vandring i Kärnten, Østrig

Written by Nikolaj on lørdag, 30 juni 2012. Posted in Med baby i bagagen

Bjergidyl i bjergenes eget hjemland

Vandring i Kärnten, Østrig

Vi ankom i går her til Dellach im Drautal, en lille landsby der, som navnet antyder, ligger lige på Drau-flodens bred.

Jeg var her faktisk for et par år siden da jeg skulle filme campingpladsen og området for dk4.

Jeg faldt så meget for stedet at jeg overbeviste Pernille om at netop her skulle være vores første stop i Østrig.

Vi havde endvidere fået et tilbud vi ikke kunne sige nej til.

Vacansoleil gav os en pris på deres luksustelt som var billigere end hvis vi selv slog vores eget op.

Teltet var dejlig stort, med sovekabiner og et rigtigt opholdsrum – med køkken, dejligt at kunne lave rigtig mad.

Minusset var et teltet blev tossevarmt – vi blev kogt om dagen. Vacansoleils luksustelt var helt klart en spændende oplevelse, men vi savnede nu også vores eget lille hjem.

Nok om det. Som sagt ankom vi i går og nu skal vi ud for at kigge på området. Vores hollandske vært har anbefalet et tur ud af cykelstien langs bjergene.

Klapvognen er pakket, vand er medbragt og solcremen er smurt på – med andre ord vi er klar til vandring i Østrig.

Vi begynder lige så stille langs marker med et par køer og så ind i skoven. Nej hvor har vi alle savnet at komme ud på vandretur – det er dejligt at få brugt benene men der var altså for varmt i Kroatien til den slags ting.

Cykelstien er så bred at vi sagtens kan gå her selv med en cyklist der suser forbi.

Langs vores højre side maser bjergsiderne sig op gennem grantræerne, mod venstre kan vi ind imellem se de rigtig høje bjerge som nærmer sig 2500 meter, bjerge med toppe over trægrænsen.

Der er fint for vores ferietrætte ben at begynde dagen på asfalt og med Karla i klapvogn. Efter en halvtimes tid holder vi pitstop for at oplade og få lidt at drikke.

Karla spiser og drikker lystigt lige til hun er ved at skvatte i søvn. Hun har en tendens til at blive lidt døsig af al den mælk. Heldigvis har vi overhovedet ikke travlt så vi sidder på vores bænk, giver Karla al den tid hun vil have mens vi smiler og hilser på de cyklende folk.

Da Karla igen er klar fortsætter vi mod en lille bro over en brusende flod – som løber ud i Drau-floden.

Her er indrettet et pausestop med bænkesæt, grill og informationsskilte. Vi ved også at det er her vi skal efterlade klapvognen og pakke Karla i en slynge.

Da Pernilles skulder stadig er hullet falder slyngen naturligt på mig – og da jeg også elsker at bærer rundt på stumpen-tøsen så er jeg helt med på det – men Pernille føler vist snart det er snyd hun ikke kan bære Karla.

Desværre er Pernilles skulder heller ikke god nok til rygsækken så det ser kønt ud at jeg slæber på en kæmpebaby foran og en læsset rygsæk bagpå.

Nå ja så må man vel mande sig lidt op og hanke fast i toppen (eller hvad man nu skal sige, altså tage sig lidt sammen).

Stien er smal, gruset og stejl. Den krydser floden, nogle gange med vandringsbroer i træ andre gange bare gennem vandet.

Der er noget fedt, noget rigtig eventyr, i at komme slæbende med min lille datter på maven mens mine vandrestøvler maser sig ned i gruset og flodens brusende vand forsøger at underminere mig.

Vi går også over broerne som gynger lid under vægten. Jeg bemærker specielt en som er understøttet noget interimistisk af et par større sten som bare er proppet ind under den ene ende – jeg gør først Pernille opmærksom på dette på hjemvejen for ellers eksploderer hendes højdeskræk vist.

Vi skal op på klippesiderne hvor jernstænger er hamret ind så de holder træbrædderne som siden går over i en bro.

Langs den brusende flod fortsætter vi en halv time og begynder at snakke om der mon er en naturlig slutning på vandreturen eller om stien bare fortsætter, da kløften snævrer så meget sammen at det bliver umuligt at fortsætte.

Dette må være slutningen og da jeg vender mig om står der sandelig også 'ENDE' skrevet på klipperne så vi stopper her.

 Sikke en tur. Her bruser floden virkeligt ned over klipperne og vi nyder at stå i naturen. Karla er ved at være noget træt og vi vender næsen mod klapvognens holdeplads og siden mod campingpladsen.

Sådan en vandretur var virkelig en af grundende til hele denne rejse og det var præcis så godt som jeg havde håbet.

”En lille vandrende familie på eventyr i Østrig”, tænker jeg ved mig selv mens Karla slumrer ind i sin dejlige klapvogn og vi nærmer os campingpladsen.

Om skribenten

Nikolaj

Nikolaj

Nikolaj Wessel Witte er far i Globetrotterfamilien.

Nikolaj var på første rejse på cykel i Sverige, så skiferie i Juguslavien. Men føreste gang uden forældre var til Tunesien med skolen itre uger - fantastisk eventyr.

Første rejse helt på egen hånd var til Thailand med en god ven. Af Nikolajs største rejser er to gange næsten et år rundt i primært Asien - først helt alene og anden gang med Pernille.

Professionelt har Nikolaj holdt over 750 foredrag, været rejsevært på DK4, været chefredaktør på Adventure World / Opdag Verden, skrevet masser af rejseartikler, væres rejseekspert på DR (Magasinet Penge), været fast rejsefortæller i radioen på P4 og blevet interviewet til diverse magasiner og aviser.

Tak for

Tak til

Kommentarer til Globetrotterfamiliens blog

Hold da helt op en vild drøm - sejt at I tør drømme så stort. Respekt.

Jens Jens 09. februar, 2017 |

Tak :-) Og vi stresser bare derudaf, men snart er alt pakket og så falder der ro på :-) - Puha.

Nikolaj Wessel Witte Nikolaj Wessel Witte 14. maj, 2015 |

Jeg laver også lister. Jeg bruger dem også sjældent når de lavet, for så sidder de tanker man havde da man lavede listen jo i...

Mette Sørensen Mette Sørensen 14. maj, 2015 |

Karla elskede af køre i hestevogn, hun synes det var sjovt at se en kamel - og aberne og slangerne på makedspladsen. Hun nød også...

Nikolaj Wessel Witte Nikolaj Wessel Witte 05. april, 2015 |

Jeg har selv overvejet Marrakesh med familien. Det lyder som om du kan anbefale byen og landet. Hvis du skal sige bare et par ting som...

Anders Anders 05. april, 2015 |