To familier mødes i Usbekistan

Der er et element ved rejsen til Usbekistan der helt nyt for mig. Det er mødet mellem vores familier. Jeg er ikke bare en observatør der skal undersøge hvordan en usbekisk familie lever, jeg er en del af en dansk familie der skal møde en anden ligestillet familie i Usbekistan.

Det er meget hurtigt jeg ser forskellen - vores børn har denne enestående umiddelbare kontakt som kun børn i deres før-sproglige alder kan have.

Hos familien i Usbekistan er der to drenge, Hushnut på 2½ år og Makruz på et år og fire måneder. Vores danske familie består ud over mig selv af min kæreste og etnograf Pernille og vores datter Karla på et år og otte måneder.

Lige efter vi er ankommet kommer Hushnut med to nyplukkede planter til Karla og det er en umiddelbar begyndelse på deres lille kærlighed.

Karla fanger hurtigt hans navn selvom hun ikke kan mange ord endnu, dog bliver det til du-du. Inden vi får set os om sidder de to i græsset og Karla gengælder gestusen med græs, planter og grene som hun forsøger at give til du-du. De bliver ikke altid modtaget for Hushnut er jo stører og leger nogle gange større barns lege - men Karla giver aldrig op af den grund.

De kan sidde sammen på grusstien i timevis og ordne stenene - det er en leg Karla opfinder og hendes gode ven du-du kommer hurtigt til og er med. Her på landet i Usbekistan - i hvert fald så langt ude som denne familie bor - har børnene ikke mange daglige legekammerater for det er ganske simpelthen for farligt for dem selv at løbe op til naboer for der løber en å gennem hele dalen.

Hushnut er med til familiefester og -sammenkomster men det virker helt oplagt at han også hurtigt elsker at der er et andet barn som han kan lege med. Mekruze, Hushnuts lillebror, er stadig for lille til rigtigt at kunne lege. Han kan kun lige knap gå og hænger mest på en voksen.

Det er også tydeligt at Hushnut er ældre end Karla og dermed let løber fra hende og at han leger mere komplicerede lege, men det er også tydeligt at han er meget vandt til at lege selv. Han kan bruge lang tid på at jagte høns eller tulle rundt på gården.

En nem kontakt

Det er spændende at se hvordan Karla jo ikke forstår eller respekterer vores voksne forsigtighed. Vi er ikke inviteret mange gange ind i familiens stuer før hun bare går derind når det passer hende. Går jeg med hende i hånden siger hun bare sin nylærte frase 'derhen' mens hun peger på deres dør og inden jeg får set mig om har hun første fod oppe på dørtrinet.

Og ja det er så en enestående isbryder at komme med et barn i hånden. Vi som turister og besøgende forvandles hurtigt til mennesker og en familie på besøg. Vi går fra blot at være europærer der stirrer på dem til venner og gæster i deres hjem.

Det er en forvandling der aldrig kunne være sket i dette tempo uden Karla. Hun ved det måske ikke men hun bidrager til projektet mindst lige så meget som hendes mor etnografen og hendes far intervieweren.

Kontakten går også den modsatte vej for i familien er det kun broderen, Rakmat, der kan engelsk, derfor har de andre brug for en usproglig-kommunikation. Hertil er børn oplagte.

Man kan altid 'snakke' med et barn for det er ligeglad med om man taler usbekisk, tajisk, dansk eller engelsk.

Mange gange kommer moren eller faren og snupper Karla. De kommer ned til hvor vi sover og kigger ind. Specielt moren, Feruza, kommer bare ind med Makruz på armen og henter Karla. Så viser hun med fagter at de lige går en tur.

Pernille og jeg skal lige vende os til det og vi må begge indrømme at vi tæller minutterne til en af os kan smutte efter dem og se hvad de nu laver.

For det meste finder vi Karla oppe i familiens stuer i gang med musik, leg eller noget andet. Der er ikke så meget vi skal bekymre os om og hun hygger altid.

Af vores rationelle bekymringerne er dog deres bolcher som vi er bange for hun kan få galt i halsen (og de giver hende hvad som helst at spise) og så en del irrationel frygt for at forholdsvis fremmede mennesker løber med ens elskede lille barn.

Der er en gang hvor jeg giver den fem minutter, måske hele ti, før jeg går op i deres hus. Jeg har bemærket at de savner at have en pige så måske skulle jeg ikke være overrasket.

Jeg tror jeg taber min underkæbe en smule. Her har vi droppet al parfumer, creme er øko-svanemærket og jeg ved ikke hvad. Vi tænker meget over at Karla ikke skal udsættes for hormonforstyrrende stoffer eller andet som han give hende overfølsomheder og der ser jeg så moren i fuld gang med det store sminkeshow.

Øhh... Jeg smiler venligt men må indrømme jeg straks tænker over hvad billig - sikkert russiskepoduceret - sminke gør ved mit barn. Hun ser frygteligt ud - efter mine klassiske danske normer - med læbestift og tung skygge over øjnene... Jow det er et kønt syn.

Senere er det lidt af en umulig opgave at vaske det af men sådan kan prisen for kulturelt møde også betales og ærligtalt tror jeg faktisk Karla hyggede sig med moren og al den ekstra opmærksomhed.

Karlas nye ven

Det er sjovt for en fordom jeg selv bærer på er at mænd fra disse tidligere sovjetstater er meget mænd og ikke så meget kærlige fædre. Men det er netop derfor man skal rejse ud for faren her i familien, Furkat, elsker børnene det er tydeligt. Han bliver også ret vild med vores datter.

Det sjove er at han bedst kan beskrives som en træmand. Han har ikke mange udtryk, smiler ikke meget og snakker endnu mindre. Han kan ikke engelsk men vi ser ham heller ikke snakke meget med andre.

Han har de klassiske russiske træk, dog med lidt asiatisk varme og glød, og hans ansigt er mest mejslet ud i sten.

Da jeg spørger han siger han også at han normalt ikke har meget med børnene at gøre for det er kvindes arbejde. Det stemmer bare slet ikke overens med hvor godt børnene kan lide han om hvor godt han har tav på dem.

Heller ikke med hvor let Karla falder for ham. Hun kalder ham 'manden' fordi vi ikke lige kunne huske hans navn i begyndelsen. Og hun peger bare på 'manden' og så skal de noget spændende.

Karla kan være bare den lille smule reserveret over for de andre i familien men Furkat må altid tage hende op og bare gå med hende. Det er meget imponerende at se.

På den anden side sadler han også æslet for hende så hun kan ride en tur. Han går trofast med hende derhen hvor hun peger. Op bag huset mod bjergene hvor koen står. Hen til den lille stald hvor æslet nogle gange er. Om bag huset til de store stalde hvor lænkehunden holdes. Ud og finde mad. Løfter hende op i luften hvis hun peger derop. Han går bare langsomt og trofast rundt med hende.

De bliver så glade for hinanden på deres egen sjove måde. Det meste han snakker er måske også når han snakker med Karla og gentager hendes 'hmm' eller 'aaahh' og så gentager hun det til ham igen og han til hende igen osv.

Det er en fryd at se.

I familien hus

Inde hos familien i deres hus er der simpelt indrettet. Huset besår primært af to værelser. Det centrale og lille værelse er hver hvor bedsteforældrene sover. Det er her pejsen findes hvor der kan varmes te. Det er også her at tv'et findes og så er det her vi næsten altid ender.

Det andet værelse bruges specielt til leg. Det er her resten af familien sover hvis der er for koldt i husets sidste værelser eller hvis de bruges til andet. Det er her hvor Makruz sover til middag i sin vugge og her hvor vi kan spille musik og danse. Det er også her moren laver brød og her hvor det meste af familiens ting er opbevaret (de eger godt nok ikke meget for det kan være i et par kister og en skab).

Det er et relativt stort værelse på omkring 20 kvm. Og holdes varmt da pejsens skorsten går herind igennem.

Begge værelser er stortset indrettet ens. Ved endevæggen står der lidt opbevaring. Der er ingen møbler udover et glasskab i det ene værelse og et tv-møbel i det andet.

Der er tæpper på det ellers sikkert frygteligt kolde gulv. Tæpperne er deres et og alt. Der kommer nogle gange de bløde uldtæpper frem som vi voksne kan sidde på og når de gamle skal slappe af er der en pude de kan slænge sig op ad...men ellers intet.

Jeg tror denne indretning er opfundet af et meget børnevenligt menneske. Ungerne kan gå rundt over alt. Støder aldrig hovedet ind i et bord. Falder aldrig ned af en stol. De kan tumle over alt og dansegulvet er jo lige her.

Når vi skal spise med familien lægges der en dug på gulvet og den må man så ikke gå på, men ellers er alt 'fri adgang'.

Alle tager skoene af ude i entréen så der kommer ikke så meget mudder og komøg med ind på tæpperne. Der er ingen støvsuger og hurtigt smider vi det meste af vores fine danske fornemmelser overbord for her er måske ikke hvad vi kalder klinisk.

At tage del i det hele

Gulvindretningen er meget inkluderende. I Danmark har vi tit problemer med at inkluderer børn for de kan ikke nå køkkenbordet, skal altid op på stole osv.

Her sker det hele i børnehøjde på gulvet.

Moren er en dag ved at lave brød - igen - og vi er på besøg. Hus sidder over ved den ene side mens alle børnene leger rundt omkring.

Karla er meget nysgerrig og som nævnt tror jeg hun savner en pige så da Karla ivrigt nikker til hende får hun sin egen klump dej.

Der sidder de så på gulvet og ælter løs - eller hvad det hedder når en lille pige niver, trykker og mærker på en dejklump.

Dejen er altså ikke bare på gulvtæppet. Moren har et specielt klæde som hun bruger og nej det er nok ikke specielt rent men brødene skal jo bages så jeg er helt rolig.

Hushnut ser Karla er med og vil også have sig egen klump dej. Nu er de tre og moren arbejder bare tålmodigt og roligt videre. Ungerne smager lidt på det og masser deres små fingere ned i det hele.

Hvor ser det bare hyggeligt ud og både Pernille og jeg laver lige en mental note om at huske at bage sammen med Karla for det nyder hun i fulde drag.

At være så tæt på hinanden

Alt godt kommer til en ende og selvom vi i begyndelsen føler vi har al den tid vi kan drømme om må vi en sen aften sige farvel til dem alle.

På en uge var vi aldrig kommet så langt ind i en fremmed families liv uden børn. Her var vi blottet for overflade, blottet for at lade som om og blottet for kun at skulle observerer.

Vi var ærligt sammen som mennesker og med børnene som katalysatorer som vi meget tæt på hinanden.

Allerede i bilen på vej mod lufthavnen - fem timer væk - snakker Pernille og jeg om at komme tilbage. Om at vores familier igen skal mødes for denne oplevelse har sat sig dybt i vores sjæl og vi ved der vil gå lang tid før Karla glemmer hendes gode ven du-du og hans bror Makruz.