Til tops i Østrigs bjerge

Så jeg har pakket bilen helt alene og kører mod Berg im Drautal, vores naboby.

Her i Berg skal jeg opad, og opad og opad. Forbi en skøn lille kirke og videre opad. Forbi en lille by og så videre opad ud på en grusvej.

Grusvejen har hårnålesving og på otte kilometers grusvej svinger jeg mig opad bjerget og håber på Kia'ens fortræffeligheder. Jeg laver lidt hjulspin for al kørsel sker stort set i første gear.

Vejen er så smal at jeg beder til alle de hellige guder om at modkørende ikke findes, men guderne lytter ikke og jeg må forsøge at krydse en anden bil med hundrede meters lodret fald på min højre side og en bjergkant på hans højre side. Ingen falder ned, men jeg holder lige en pause bagefter.

Skal lige have lidt vand da jeg opdager hvad jeg har glemt; mit vand.

Hmm skal jeg vandre heroppe i bjergene uden vand? Det virker ikke fornuftigt. Men kan man vende en bil på denne vej? Nej det tror jeg ikke.

Nu er jeg også kommet næsten helt herop så jeg fortsætter. Jeg har en tom halvliters flaske. Ved vejkanten er der et vandudløb som måske mest er beregnet til køer, men det kan vel også drikkes af mennesker så jeg fylder mig flaske.

Oppe ved den Alm som jeg har udset mig parkerer jeg bilen. Straks jeg har parkeret er jeg omringet af muh'ende køer.

Jeg slipper lige ud af døren og så står de i ring omkring bilen. Hvad de vil er et godt spørgsmål, men de gnaver i bagagebæreren og er ved at rive sidespejlene af. Der bliver også lige rystet lidt hale og den Café Mocha-farvede bil er lige pludselig helt konkret lortefarvet.

Nå ja jeg skal jo ud og vandre så jeg lader køerne passe på bilen og begiver mig af sted. Første lige den forkerte vej, men så finder jeg Panorama-vejen som jeg har planlagt.

Kohyrderne har gennet køerne videre og jeg går op i skoven. Her er stille og rolig idyl. Lyden af koklokkerne, høje grantræer og mellem træerne udsigten til bjergene.

Jeg nyder bare at gå helt alene og med jævne mellemrum må jeg lige jage et par køer af stien for at kunne fortsætte.

Køerne muh'er fælt af mig, men jeg antager at de er venligtsindede. Længere fremme møder jeg kohyrderne igen som er ved at få deres bjergklatrende køer ned på plads. Jeg skal over deres hegn og vi smiler til hinanden med et Gross Gut som man siger i Østrig.

Stien bugter sig og går kun lidt op. Jeg bliver lige her i den sidste række træer hvor det virkelig alpine findes lige over mig og den skønne dal ses for mine fødder.

Flere små bække risler ned over stien så jeg må springe fra sten til sten for at komme frem.

På et tidspunkt kommer jeg til et åbent område op mod bjergene og skønt jeg ved man ikke må forlade stien går jeg derop for at tage et billede ud over dalen. Jeg aser og maser op sammen med køerne der ikke virker til at have så stort besvær med bakkeskråningerne som mig.

Hele tiden går jeg lige ti meter mere for udsigten bliver jo bedre og bedre. Heroppe fra kan jeg pludselig se det trækors som en af de andre ruter leder til. Jeg husker fra landkortet, som var slået op nede hvor jeg parkerede bilen, at en rute går fra Alm'en til korset på toppen af bjerget.

Jeg tænker ved mig selv at jeg da bare lige kan krydse indover bjergene, mellem køerne, over bækkene, gennem kløfterne og så finder jeg nok stien.

Jeg tænker et par gange at falder man her så bliver man ikke helt let at finde. Det er sjovt som vi danskere (og alle andre der ikke er opvokset med bjerge) glemmer hvor farlige de kan være. Selv få hundrede meter fra stien kan man være svær at finde hvis man er kommet til skade.

Jeg går forsigtigt og kommer ikke til skade, så alt er vel. Jeg er ikke sikker på jeg sparer tid ved min ”genvej” men sjovt er det at skulle udforske lidt og ikke bare følge en markeret sti.

Oppe over de sidste træer kommer jeg endelig til noget der ligner en sti og jeg håber så den leder mig i rigtige retning.

Stierne her i Østrig er markeret med rød-hvid-rød, altså det østrigske flag. Og snart ser jeg farverne på sten langs stien og jeg regner med at være på rette spor.

Landskabet åbner sig helt op og jeg kan se ufatteligt langt. Bjergene der gemmer sig bag bjerge står som silhuetter.

Der kommer et par små bjergsøer før jeg kommer til en bjergryg hvorfra udsigten er som taget ud af en turistbrochure.

Over mig tårner korset på en bakke, foran mig ligger bjerge på bjerge på bjerge så langt øjet rækker og bag mig ligger Drau-dalen med de små landsbyer.

Bakken med korset ser meget fristende ud. Det kan da ikke tage mig lang tid lige at smutte derop.

Jeg er godt nok ved at være sulten for jeg har ingen madpakke med, men mon ikke jeg lige skulle smutte helt op på det højeste punkt?

Som altid i bjergene snyder afstande og tider så den lille bakke tager sin tid, men belønningen er det hele værd. Her blæser en dejlig vind og jeg er nu i 2236 meters høje.

Korset som de lokale kalder et trækors ligner nu mere metal eller plastik. Det er et sted hvor de lokale lige skriver sig i vandrebogen som findes på stedet. Jeg nyder bare udsigten og den friske luft.

Det er som at være kongen over hele verden.

Skønt!

Jeg føler mig levende på ny og troen på at kunne erobre hele verden sprudler.

 

Lige der nede i det fjerne, helt nede i dalen, kan jeg se en svømmepøl og mon ikke det er vores campingplads?

Jeg sender en sms til Pernille og beder hende og Karla om at vinke til mig – så har jeg da lidt selskab her på toppen af mine bjerge.