Mei Tai slynge fra Tidsel

Written by Nikolaj on mandag, 16 april 2012. Posted in Udstyr

Test og anmeldelse af Mei Tai slynge fra Tidsel

Vi har på vores rejse gennem 3½ måned medbragt en Mei Tai slynge fra Tidsel.

Lad os begynde med det fantastiske ved at have en slynge med. Det gav både Pernille og mig selv mulighed for at bære Karla rundt.

Det er en stor fordel i snævre gange i små butikker. Det er dejligt på vandrestier hvor ingen klapvogn kan komme frem. Det er hurtigt og effektivt når vi lige skal skynde os.

Man er helt mobil og har hænderne fri. Der er stor fleksibilitet. Jeg vil gå så vidt som til at hævde at, at rejse uden en slynge er decideret fjollet.

En Mei Tai slynge

En Mei Tai slynge er i bund og grund et stykke stof med fire lange snore. Princippet er meget enkelt - og derfor også meget nemt anvendeligt.

Barnet placeres midt på stofstykket. De korte snore bindes som hoftebælte, mens de lange snore kan lave forskellige konfigurationer som på den ene eller den anden måde skaber skulderremmene.

Denne Mei Tai fra Tidsel

Vores medbragte Mei Tai er lavet i et forstærket fløjlsstof. Fordelen er at den låser sig rigtig godt fast i den ønskede stilling. Den glider ikke, selv efter flere timeres brug.

Længden på de lange snore var også tilpas lange så både Pernille og jeg kunne bruge den. Det ville være dumt at skulle have en med til os hver.
En anden stor fordel er dens fylde. Når Tidsel-slyngen pakkes sammen, fylder den ikke meget mere en to liter mælk.

Den vejer ikke meget, og derfor var den altid vores første valg som 'backup'.

Gik vi ud med Karla i klapvognen, var det aldrig til at vide hvor længe hun ville sidde der (hun elsker at komme op til mor eller far).

Tidslen havde vi altid med som en sikker redning på niveau med skiftetøj og bleer - og ikke så få gange kunne vores dag med sightseeing fortsætte blot ved at tage Karla fra klapvogn til slynge.

De lange vandreture

Da jeg i en periode var den eneste som kunne bærer noget som helst, måtte jeg både bære Karla og vores rygsæk.

Tidslens stropper over skulderne er brede nok til at være behagelige. De er dog stadig smalle nok til gøre det muligt at have rygsækkens stropper ovenover.

Uden de store problemer gik jeg halve og hele dage med slyngen foran og rygsæk bagpå.

Designet og farverne

Sjovt nok tænker vi meget over farven på vores jakke, designet på vores sko osv. Men hvad med slyngen?

Her er det meget smart at Tidsel tilbyder eget valg af 'pyntestof'. Det som ikke har en funktion udover at se pænt ud, dvs. den side som vender fremad, den valgte vi (dvs. Pernille) selv.

Altså design og vælg selv dit stof. Designeren bag Tidsel slyngerne hjælper gerne med gode idéer og gode sammensætninger (f.eks. mellem dit valgte stof og hvilken farve selve slyngen så kan have).

Søvn og en lille detalje

En lille fin detalje som jeg vil nævne, er klappen på selve hoveddelen af slyngen.

Denne klap kan spændes over barnets hoved. Ja, ja hvad skal det gøre godt for?

Når Karla faldt i søvn (og hun sov rigtig fint i slyngen), så faldt hendes hoved til siden. Spændte jeg denne ekstra klap, så sad hun godt og sikkert.

Og... klappen, stropperne og sandelig også stropholderne er alt sammen lavet i Pernilles valgte stof. Det er da at have styr på detaljerne.

Kritikken af slyngen

Jeg må indrømme at en hel dags vandretur med Karla på maven giver lidt ømme skuldre, men største problem for mig var knuden i ryggen (specielt når jeg også skulle have en rygsæk på).

En slynge er meget varm for både den som bærer og for barnet. Nede i sydens sol blev vi meget svedige og lige som man har let sommertøj, ville det have været dejligt med en helt let og luftig slynge.

Alt i alt konklusion

Skal du have et lille barn med på en rejse, så skal du have en slynge med. Skal du kun have én bæredims med på rejsen, så skal det være en Mei Tai, og den fra Tidsel har tjent os rigtigt godt.

Vi har brugt Mei Tai slyngen fra Tidsel til Karla som har været et sted mellem otte og 12 måneder på vores rejse. Og vi har været meget glade for den.

Om skribenten

Nikolaj

Nikolaj

Nikolaj Wessel Witte er far i Globetrotterfamilien.

Nikolaj var på første rejse på cykel i Sverige, så skiferie i Juguslavien. Men føreste gang uden forældre var til Tunesien med skolen itre uger - fantastisk eventyr.

Første rejse helt på egen hånd var til Thailand med en god ven. Af Nikolajs største rejser er to gange næsten et år rundt i primært Asien - først helt alene og anden gang med Pernille.

Professionelt har Nikolaj holdt over 750 foredrag, været rejsevært på DK4, været chefredaktør på Adventure World / Opdag Verden, skrevet masser af rejseartikler, væres rejseekspert på DR (Magasinet Penge), været fast rejsefortæller i radioen på P4 og blevet interviewet til diverse magasiner og aviser.

Tak for

Tak til

  • MyPlanet

    MyPlanet

  • Dometic

    Dometic

  • Thule

    Thule

  • ABcamping

    ABcamping