Sigiriya – Løveklippen med børn og højdeskræk

Vi tog en privat bil ud til paladset, klippen, ruinen. Vi var taget meget tidligt afsted, for det skulle blive meget varmt i løbet af dagen. Så vi tog afsted så vi kunne være der til de åbnede. Det var en god ide. Der bliver seriøst varmt, når man oven i købet skal vandre op af mange mange trapper med – endte det med – et barn på ryggen hver.

Man går først igennem det fantastiske nedre palads, der virkelig får en til at tænke på og kunne forestille sig et kæmpe kompleks med masser af vandbassiner, ja nærmest sådan lidt datidens spa-agtigt.

Men hele tiden ligger den der kæmpe sten der og lokker og skræmmer. Løveklippen. Og hele tiden går man der med sin dumme højdeskræk og tænker, nej nej nej, men åh hvor vil jeg gerne.

Vi kommer derhen og det første lange stykke er ok, det er brede trapper og hegn omkring så det føles ok. Så kommer der en vindeltrappe med totalt åbent udsyn til alle de mange mange meter ned. Men den er jo så også det hele værd. Der er smukke billeder ved toppen.

Næste stykke er intet problem igen, der er en væg der skærmer de mange mange lodrette meter. Og sådan blev jeg ellers lokket hele vejen op til løvens fødder. Her kunne jeg være stoppet, og bare nyde den smukke, fantastiske og enestående udsigt og bare vente på at nikolaj kom ned med karla igen, men nej nej jeg skulle selvfølgelig forsøge. Tre forsøg på at komme op ad trappen med konrad på ryggen. Jeg kunne simpelthen ikke og så stod jeg der og var ked og irriteret, da den sødeste dejligste lokale mand kom hen og guidede mig gennem hvert eneste fodtrin hver eneste trappetrin, på gebrokkent tysk endda. Han kunne tjene mange flere penge på at være højdeskrækscoach end at være tysksproget guide ved sigiriya i Sri Lanka.

Normalt takker vi altid nej til lokal guider der insinuerer sig ind på os ved højkulturelle steder. De er ofte ikek voldsomt dygtige og der går altid ged i når man så skal betale dem. Så normalt takker vi pænt nej inden de kommer for godt i gang.

Ham her kunne et eller andet, han indgød på en eller anden mærkelig måde total ro og fik mig faktisk hele vejen op og hele vejen ned af verdens mest frygtelige trappe (ifølge mig) og fik mega monster overbetaling da vi kom hele vejen ned igen. Og vi prøvede seriøst også at lytte mega interesserede i hans fortællinger på gebrokkent tysk mens vi var oppe på toppen af kæmpestenen.

Det var hele turen værd, helt fantastisk udsigt og spændende historie man finder på toppen. Og et fantastisk menneske jeg vil huske for altid.