På madsafari i Halland

Written by Nikolaj on fredag, 20 september 2013. Posted in Sverige - Halland

Globetrotterfamilien smager på det bedste af Sverige

På madsafari i Halland

På turistkontoret i Laholm har de anbefalet os at tage på madsafari.
”Den er fantastisk – både for voksne og børn,” fortalte de os og gav os en pjece med selv samme titel: Madsafari.

Vi har derfor set frem til at komme af sted her til formiddag, for hvem elsker ikke god mad, og hjemmelavede sydsvenske delikatesser i hyggelige (eller roliga som de siger her) omgivelser – så bliver det ikke bedre.

Alt her i Halland er tæt på i bil, men dog ikke lige ved. Det er som om alle vores oplevelser ligger lige en halv times kørsel fra vores hytte.
Første stop på dagen er Vallåsens värdshus, som ligger i Vallåsen ved foden Hallandsås. En rigtig idyllisk lille kro – selvom den viser sig ikke at være så lille.
Vi parkerer bilen og skynder os mod hoveddøren. Der er ikke umiddelbart nogen hjemme kun hovedet på en kæmpe elg byder os velkommen. Men så kommer kromutter.
Hun er lige så smilede som hun er autentisk. Hun passer så godt ind her i en sydsvensk landsby kro. Med forklæde om maven og tørklæde på hovedet er det klart, hvem der står for den gode mad her på stedet.

Igen en god fisk

Hun finder hurtigt en barnestol til vores datter og viser os på plads ved vinduet med udsigten til hendes hyggelige have.
”Vil ni have lax med potatis?” spørger hun? Og reklamerer også med en dejlig sovs og hjemmedyrkede grønsager.

Nikolaj Witte nyder en lækker fisk i Sverige
Ja det vil vi selvfølgelig gerne.

Her i familien elsker vi fisk, specielt frisk laks når man er i Sverige. Der er bare så meget bedre end et eller andet trist fra supermarkedet.
På store træfade står keramiktallerkner. De er brune og passer lige som alt andet ind, så stemningen er lige til aldrig at forlade stedet igen. En kurv med hjemmelavet fransk- og knækbrød bliver også stillet på vores bord før madmutter siger; velbekomme.

Om det er laksen, eller sovsen, eller de friske kartofler, eller salaten med blomster i, eller helheden der gør det, er svært at sige. Men dette måltid må beskrives som toppen af enhver tur til Halland.

Vores datter nyder også sin fisk, selvom hovedet på den store elg trækker så meget, at vi må op og kigge på det flere gange under måltidet.
Jeg kunne godt have spist og spist til jeg revnede, men datteren er klar til at hente te og kager ude ved køkkenet og da madmutter så også spørger, om hun vil have is, så har min datter fundet  sin favorit for dagen.

Meget mere end en kro

Vallåsens värdshus er ikke bare en kro, her er også mulighed for konferencer, der er sommerkoncerter og både hotel og vandrehjem. De fleste gæster er danske og om sommeren kommer mange typisk på cykeltur, vandretur eller for at spille golf i nærheden. Om vinteren er her oplagt til ski – kroen ligger lige ved nogle af Sydsveriges mest berømte skiområder.

Efter maden tager vi lige turen rundt i haven, for her er hængekøjer, blomster og deres bede hvor de dyrker salat, krydderurter og så meget andet til maden.
Der er også en rigtig skovlegeplads som vi da lige skal rende lidt energi af på.

For at sige det kort her kommer vi gerne tilbage igen og igen...men vi skal jo videre på vores madsafari.

Om skribenten

Nikolaj

Nikolaj

Nikolaj Wessel Witte er far i Globetrotterfamilien.

Nikolaj var på første rejse på cykel i Sverige, så skiferie i Juguslavien. Men føreste gang uden forældre var til Tunesien med skolen itre uger - fantastisk eventyr.

Første rejse helt på egen hånd var til Thailand med en god ven. Af Nikolajs største rejser er to gange næsten et år rundt i primært Asien - først helt alene og anden gang med Pernille.

Professionelt har Nikolaj holdt over 750 foredrag, været rejsevært på DK4, været chefredaktør på Adventure World / Opdag Verden, skrevet masser af rejseartikler, væres rejseekspert på DR (Magasinet Penge), været fast rejsefortæller i radioen på P4 og blevet interviewet til diverse magasiner og aviser.