Ombord på Hurtigruten i Kirkenes

Det er tidligt om morgen og det er den 17. maj – Norgens nationaldag – så ud over en dejlig buffet med udsigt lige ud på selve polarhavet så vælter der en håndfuld ”let” berusede studenter rundt mellem baconen og mælkeautomaten. Det giver alt sammen farve og kolorit. Nordmænd elsker at fejre deres nationaldag.

Der er også nordmænd og -kvinder i nationaldragter, og der er bare en rigtig fin stemning. Men jeg må dog indrømme at det hele træder lidt i baggrunden for bare at sidde her ved vinduet og nyde morgenmaden til udsigten af isklædte bjerge, sådan helt ægte, autentiske orangefarvede hårdtarbejdende arktiske både, det rå og ugæstfrie hav og så bare følelsen af at være næsten så langt ude i hjørnet af Europa som man tænkeligt kan komme.

Pernille har taget Karla med op og hente morgenmad mens Konrad og jeg sidder lidt stille og tænksomme og kigger ud af vinduerne. Jeg ved ikke hvad Konrad tænker på, men jeg under mig over dette sted vi er endt.

Kirkenes er længere mod øst end Istanbul og Skt. Petersburg og så langt mod nord at solen aldrig går ned om sommeren. Skiltene på vej ind til byen fortalte at Ruslands grænse ligger kun syv kilometer herfra. Det der virkelig gør indtryk er skiltene med pil mod Murmansk – og for god ordens skyld står de også på kyrillisk. Murmansk….hold nu da helt op det stinker af koldkrig, spioner, atomubåde og verdens potentielle undergang. Nå ja tilbage til morgenmaden og den frisklavede omelet.

Efter morgenmaden går Karla og jeg ned til kajen for at tage imod Hurtigruten for det er ’vores’ Finnmarken som ankommer.

Med et par mægtige trut i hornet der gibber i os, annoncerer det store skibs sin ankomst og skibet glider stille ind mellem bjergene. Tættere og tættere på kajen hvor passagerene modtages med musik og parade.

Karla og jeg skynder os tilbage til hotellet for at hente Konrad og Pernille – og al vores bagage.

Vi takker på Hotel Thon og dropper at vente på bussen – man er vel gammel backpacker. Så måske lidt tåbeligt med også dejligt med den friske luft begiver vi os afsted. To voksne, to børn, to giga kufferter, en duffelbag, to rygsække, en klapvogn, en børnkuffert og et par poser. Nå ja hvis det ikke var fordi vores ene åndsvage kuffert havde smidt et hjul så var det nu fint nok, men nu er det lidt en spændende udfordring. Der er heldigvis ikke mere en 1½-2 km og Konrad falder bare i søvn så vi nyder udsigten og at være på vej.

Foran Hurtigruten – Finnmarken – står et par venlige mænd som befrier os for al bagagen og vi fire smutter ombord.

Vi går ind i receptionen og viser vores papirer. Vi får fire adgangskort og uddelt et nummer til kahytten. Det er lige en etage nede.

Jeg havde frygtet lidt kahyttens størrelse, men den er faktisk helt fin. Der er plads til os alle fire og det er jo det som gælder. Jeg skal nok skrive lidt mere om den senere, men lige nu vil vi heller op på dækket og se afgangen eller ned og smage rejsens lækreste frokost.

Velkommen ombord på Hurtigruten fra Kirkenes til Bergen. Dette er Finnmarken der med otte moderne dæk skal være vores hjem de næste seks dage.