Med en toårig på marokkansk eventyr

 Marokko er et skønt rejseland, det ved jeg for jeg rejste for flere år siden en hel måned i landet.

Marrakesh er en af den slags byer som alle bør besøge og jeg vil til enhver tid vende tilbage, det ved jeg også. Men hvordan landet og byen ser ud når man er i selskab med sin datter på to år det oplevede jeg for første gang.

Det er familiens første rigtige ren nydelsesrejse og jeg glæder mig til at se om mine, min kæreste og min datters interesser alle kan tilfredsstilles – bare til en vis grad.

Der er ingen vinduer, men høje lerklinede vægge. Der er lukkede døre med de to forskellige klassiske håndtag – et til mænd og et til kvinder. Der er lyde af brægende får og følelsen af den arabiske verden og de nordafrikanske riger. Det er den gamle bydel i Marrakesh og vi søger vejen hen til vores Riad – et familiedrevet mini luksushotel i et gammel herskabshus. Men nu kommer jeg for hurtigt i gang for vores rejse begyndte jo i Danmark.

Pak den kuffert og af sted med os

Min kæreste har siden vi mødtes været misundelig på min rejse til Marokko. Gang på gang har hun drømt om shopping i basarerne – og hun er bestemt ikke et shoppingsmenneske – om 1001 nats eventyr og om det eksotiske som faktisk er meget tæt ved hjem.

Derfor var der heller ikke megen tøven da vi fik muligheden for at tilbringe efterårsferien i Marrakesh. Vi havde et døgns varsel – men som globetrotter og berejst har man vel altid passet klar og kan pakke en kuffert på få minutter.

Snart var Marrakeshs skønneste Riad booket og vi stod i Kastrup. Med kun den lille misforståelse at ”klokken seks” ikke var klokken seks om morgenen – der stod vi ellers klar allerede klokken fire – men klokken seks om aftnen –fik vi da set Den Blå Planet – og så var alle tre nu på vej mod nye eventyr.

Allerede turen ind fra lufthavnen bød på forsmag af eventyr og de før omtalte lukkede baggydder virkede næsten skræmmende da byen endnu ikke var stået op og de derfor henlå øde.

Inde på vores Riad er det som at træde ind i 1001 nats eventyr. Der er snoede trapper, splaskende vand og et lille badeområde – for lille til at kunne kaldes en svømmepøl –der er også værelser langs gange der med gamle trægelænder nærmest klistrer sig til væggene. Vi går rundt i disse næsten frit svævende gange hvor et par palmer og kravleplanter giver det grønne indslag. Der er klassiske håndlavede tæpper på gulvet hvor de slidte sten ikke dominerer.

Allerøverst oppe er solen, varmen og stedet at tilbringe de svalende aftner. Her i midten er vores værelse med en mægtig seng, klinker på badeværelser og kobber i håndvasken. Der er knirkende skodder og da vi senere kigger rundt ser vi hvordan hvert værelse er helt unikt og designet til forskellige liv og forskellige oplevelser.

Jemaa el-Fnaa det evige centrum for alt liv i byen

Fra mit sidste besøg huskede jeg godt byens plads, Marakesh hjerte, der hvor alt levende tiltrækkes; Jemaa el-Fnaa. Og derfor er familien knap stået op før jeg trækker dem med. Der var blevet pænere, mere ordentligt om måske knap så vildt, men charmen er her stadig. Når jeg genser steder er det for mig altid forbundet med en frygt for at stedet er forsvundet, ikke forsvundet som sted, men forsvundet som oplevelse. Det var Jemaa el-Fnaa bestemt ikke.

Straks får vi øje på hestevognene – og straks brænder de sig ind i min datter, Karlas, bevidsthed. De er skønne og giver liv til pladsen, men der kræver måske en toårig for virkelig at værdsætte dem.
Ovre til den ene side er en lille moské og til den anden en meget stor af slagsen.

De kalder med en iver og gjaldende genklang så Karla til sidst også kan sige ”Allah, Allahu Akbar”.

Længere nede er spåmændene og historiefortællerne, der er dem med aberne og dem med slangerne, der er dem med appelsinsaft og dem med mad. Der er i det hele taget nogen med næsten alt.
På pladsen er der et liv som ses meget få steder i verden og jeg elsker bare at stoppe op eller følge med menneskernes bevægelser og suge indtrykkene til mig. Lade mine sanser bombarderes. Skal jeg være helt ærlig er bare en halv time på Jemaa el-Fnaa hele flyveturen fra Danmark værd – derfor var jeg selvsagt også spændt på Karlas og Pernilles reaktion.

Hestevognene trak os tilbage gang på gang og alle tre faldt vi for Marrakesh og ikke mindst at vende tilbage igen og igen på pladsen. Til sidst måtte forældrene lade sig overtale og i den nordafrikanske brændende hede kørte vi rundt i en smuk hestevogn. Karla elskede det og kunne have fortsat hele ugen med bare at sidde i en hestevogn, og når vores fine fornemmelser ikke fik overtaget så synes jeg faktisk også det var et af højdepunkterne. Kusken fortalte om huse, moskéer, bade og byens historier. Han fortalte om de klassiske hoteller, om kongen og om marokkanerne. Men til sidst var vi tilbage på pladsen til bønneudkald fra moskéerne.

Karlas drøm: En dromedar

I udkanten af Marrakesh står der dromedarer eller kameler som Karla kalder dem og når selv Camel cigaretterne ikke kan kende forskel på de to slags dyr er det vel ok. Dromedarene er der ikke bare for sjov, eller det er de faktisk. De er der for at børn og barnlige sjæle kan få en ridetur. Men så modig er man ikke som toårig så det er nok at stå og kigge på dem.

Der er både et par voksne og en unge – så der var nok at kigge på. Dromedardriveren er en venlig mand som lader os kigge - fotos kostede lidt, men ok det er jo også det han lever af.

Hvad der til gengæld er næsten ubetaleligt er at se ens datters øjne når billedet af en kamel pludseligt ikke er fem centimeter stort med flere meter højt og levende. Hold da op hun gloede.

Bag dromedarerne ligger Menara haverne og på trods af solen der virkelig var med til at give følelsen af ørkeneventyr tuller vi mellem alle palmerne ned til den kunstige sø. Haven er fra det tolvte århundred mens pavillon fra vis tag navnet Manara kommer er fra det seksten århundred og i midten af år 1800 brugte sultanen stedet som sommerhus. Dog er det ikke sultanen der lige nu er vigtigst, men derimod et par mænd som sælger mad til fiskene nede i vandet.

Det kan vi hygge os med indtil det er tid til aftensmad og vi derfor må vende tilbage ind til centrum.

Min drøm: Historiens vingesus

Jeg er måske blevet gammel før min tid, eller også har jeg en meget livlig fantasi. Hvorom alting er så elsker jeg historiske steder. At gå i gamle paladser, at fornemme hvor sultaner og zarere har boet gør virkelig byer og steder meget levende og eventyrlige.

Så da jeg har en eftermiddag på egen hånd er jeg heller ikke i tvivl om at jeg skal besøge nogle af de paladser som Marrakesh har et par stykker af.

Sidste gang jeg var i Marrakesh fik jeg aldrig set Badi Paladset som sammen med Det Royale Palads udgøre den østlige side af kasbaen. Marrakesh har nogle skønne paladser som sammen med de omtalte Riad'er er med til virkelig at fremvise den storhed som byen har haft gennem historien.

En Riad kan bedst beskrives som et 'traditionelt hjem med gårdshave' de er baseret på romerske villaer hvor det er haven der er hjertet og intet af indersiden kan beskues udefra. De høje omkredsende mure er både for at give privatliv og for at holde på den køligere temperaturen som hersker herinde - hjulpet på vej af springvand, små damme og andre vandløb.

Paladserne er på mange måde bygget over samme skabelon, bare med flere områder sammenkoblet af gange eller bygninger.

Badi Paladset er bygget af saadian Ahmad al-Mansur efter at han besejrede portugiserne helt tilbage i 1578.

Det er et skønt palads med mange udsmykninger om jeg efterlades med ingen tvivl om at herskerne havde stil og storslåede formuer. Pengene til herligheden kom efter sigende fra portugiserne og guld fra det sorte Afrika. Derfor er det også importeret marmor fra Italien som er kombineret med elementer fra Frankrig, Spanien og Indien.

Navnet betyder 'Det Usammenlignelige Palads' og mens jeg går rundt mellem pavilloner og nyder mosaikkerne i loftet kan jeg ikke vente med at komme tilbage og fortæller om mine oplevelser.

Kærestens drøm: Shopping i souk'en

Pernilles store drøm for Marokko er alle de tæpper, kobber vaser, ornamenter lamper, farverige tajiin, sølv bakker, teglas og -kander og alle de arabiske sko i alle farver.

Men andre ord min shopping-forskrækkede kæreste ville gerne ned og shoppe. Sagt mellem os to så er hun elendig til at shoppe. Hun drømmer om alt muligt, kigge også på noget, bliver skræmt væk af de fleste sælgere men får da pruttet lidt om prisen... og længere kommer hun aldrig.

Når vi så er kommet hjem igen ærgrer hun sig altid over at hun ikke fik købt nogle af alle de ting hun drømte om.

Som appelsinen i turbanen og juvelen på kongekronen har Marokko altid stået for hende som stedet hvor hun vil komme hjem med den halve basar, så det bliver spændende.

Karla sidder i en bæresele på ryggen af mig så hun ikke bliver helt væk i souk'en som handelsområdet kaldes på disse kanter. Det hjælper også til at komme rundt i de altid tætpakkede og overfyldte boder uden at barnet vælter alt omkring sig.

En af de første butikker vi ender i er som Aladdins hule, med skatte over alt og dæmpet lys der viser at flere etager gemmer sig bag tæpperne. Handelsmanden er klassisk arabiskvenlig og får os hurtig skaffet noget te. Så mens Karla løber rundt og tester tæpperne kigger Pernille.

Der er typer, viden og kvaliteter som skal undersøges. Sælgerne fortæller om det hele og snart begynder et tæppe at vender tilbage i toppen af bunken igen og igen. Det er håndlavet af berbere - et oprindeligt folk ude fra Sahara. Det lugter af en blanding af æsel og ørken og sansebillederne brager frem mens vi kigger på det.

Man skal jo lade som om man ikke rigtig er interesseret når man prutter om prisen så det forsøger vi men er ikke sikker på at vi narre nogen for det tæppe skal vi bare have.

Senere fyldes poserne med forskellige lamper af metaller, sutsko i regnbuens farver og lavet af kamellædder, og selvfølgelig en tajiin.

Vores fælles drøm: Den lækre mad

Marokko er et af de lande hvor man roligt kan tage til bare for at spise og om tajiin eller couscous er bedst kan vel diskuteres, men lam og alverdens krydderier skal der til.

Der er mange restauranter og det gælder om at finde den bedste. Skal den være trendy? Eller hyggelig? Traditionel? Eller eksperimentel? Skal de have udsigt til den gamle bydel eller pladserne hvor livet leves?
Vi forsøger lidt af hvert men jeg får dog aldrig overtalt Pernille til andet end at kigge på de helstegte fårehoveder nede på Jemaa el-Fnaa - jeg synes ellers de ser meget lækre ud.
Det glæder en globetrotter-far at Karla forelsker sig i couscous og alle de mange frugtsafter som findes.

Vi  sidder på en tagrestaurant med alle lydende der næsten omslutter os. Solen er ved at gå ned og lamperne tændes. Mande står foran os og alle skal vi smage hinandens for alt ser spændende ud. Karla er blevet lidt utålmodig så det bliver kun til en hurtig kop myntete - for det skal man drikke i Marokko - og så er det videre for at suge nye indtryk til os.

Jeg kan vist godt tale på alles vegne; dette er ikke vores sidste tur til Marokko og Marrakesh.