Mad og kunst på Hallands Lousiana

Da vi fortsætter vores madsafari rundt i Halland kommer vi også forbi Hishults gæstgivergården. Det er den gamle kro, lige her overfor kirken – hvilket mere passende sted til kroen kunne man tænke sig.

Men staks ser vi at her er mere end bare endnu en hyggelige lille lokal kro i Halland – selvom der bestemt ikke er noget galt med dem.

Vi spotter straks forskellen da vores datter udpeger en stor mand. Ja minsandten om der ikke er en stor mand. Lige foran indgangen står der en mægtig kæmpe på tre meter. Manden er i sten og nærmest pakket som forsendelsesgods i en trækasse. Sjov fyr og en god, naturlig og kunstnerisk velkomst til ’Konsthallen Hishult’, som er den anden side af gæstgivergården.

Inden for står Kjell Åge – ejeren og idémanden bag stedet – og tager imod os. Han fortæller tydeligt med stor stolthed hvordan ingen troede på ham i begyndelsen og at vi bestemt ikke er de første, der er blevet overraskede over niveauet af et ’lille lokalt kunstfortagende’ herude på landet i Sydsverige.
Hans idé kom tidligt, eller rettere idéen blev måske næsten tvunget frem, for kroen har været i hans families eje i mange generationer og Kjell Åge ville ikke ’bare’ være krovært.
Så efter en tur i Stockholm og en uddannelse som grafiker vendte han næsen hjem mod familiens kro og gæstgivergård i Hishult – men nu med idéen om at gøre det til Hallands Lousiana.

I dag er alle de slemme begyndelsesvanskeligheder kun historie, som man siger, og Konsthallen Hishult er veletableret og byder på spændende store kunstnere af både svensk og dansk afstamning.

Den gode kunst

Kjell Åge kan sagtens høre at vi kommer fra Danmark og straks fortæller han, at den sidste udstilling var med Per Kirkeby. Det er bestemt med stolthed Kjell Åge i dag kan præsentere alle disse store kendisser og lige nu er der udstilling med Max Book.

Udstillingen hedder 'diktat Hooh i Hishult' og er unægtelig spændende om noget anderledes. Jeg kendte personligt ikke Max Book – ja skam over mig – men bliver ret overrasket, for det er ikke tit i moderne kunst at man kan blive overrasket.

Billederne er forvrængede fotokollager af ubeskrivelig mærkelig karakter. Jeg kan end ikke sige om de er uhyggelige, skræmmende eller beroligende. Måske er de det hele eller kun det ene, alt efter hvilken stemning man er i når man kigger på dem?

Nogle er voldsomme og brutale andre simple og banale. Max Book har også tilsat sine billeder en svensk ingrediens, så de er ældet over bål med træ fra de svenske skove.

Der er også kunst udenfor

Mens vi kigger på udstillingen indenfor ser vi hele tiden ud af de store flotte vinduer der skønt lader lyset skinne ind – og vi kan se der er meget som også skal udforskes udendørs.
Der er flere store mænd til barnets store glæde, en kanin som spejler sig i en blankpoleret sort sten og et ’bibliotek’ der vender indersiden udad. Min favorit er en arbejder på vej hjem. Han er kun ben og en papirlap som hoved – puha sådan kan vi vist alle sammen se os selv, efter en lang dag på kontoret.

Og så en kage...

Efter at have kigget og studeret kunst sætter vi os ind i cafeen der også stråler af kunst i alle retninger, selv stole, borde og bænke passer ind og vi føler os lidt som rekvisitter i et mægtigt kunstværk.

Cheesecake giver energi til slutspurten gennem den gamle gæstgivergård, men så har vi også fået hovedet fuld af kunst og dem som påstår at børn ikke kan se, værdsætte eller forstå kunst de har tydeligt ikke hørt, hvor meget vores datter værdsatte statuerne af de store mænd. Eller hvor meget vi siden snakker om kunstværker andre steder, for nu har hun fået smag for sjove skulpturer.