Kan man lære noget uden skole og skolebøger?

Svaret er selvfølgelig ja og nej – eller hvordan man vil vende det. Selvfølgelig kan børn lære uden skolen og skolen har ikke patent på at videreformidle viden.

Men skal der så bøger – altså skolebøger – til for at give sit barn viden? Skal der skema og læseplaner?

Hvis vi spoler helt tilbage er der ingen der antager at vi har brug for skoler til at lære at gå, snakke, spise eller andet inden skolealderen. Jeg ved også jeg ikke har gået i skole for at lære meget af det jeg ved og voksne går på selvvalgte kurser. Men ved seksårsalderen så sker der noget (i vores samfund) der gør, at vi antager at netop de næste 10-20 år kan vi ikke lære noget uden et fast system i en skole.

De fleste der tænker over det, vil nok nå til konklusionen at alle kan lære ’noget’ uden for skolen. Men hvor meget? Og det er et stort spring hvis jeg påstår: ALT. Ja man kan lære alt uden for skolen og børn gør det faktisk. Også uden tvang.

Her bliver flere ret tvivlende. Måske husker de tilbage på egen skolegang eller kigger på egne børn og tænker: Jeg (de) havde aldrig lært matematik, tysk, stavning eller andet hvis jeg (de) ikke var tvunget til det.

Det er uendelig fascinerende at se et barn lære. De suger til sig. Viden. De elsker det. De sluger alt muligt. Det er bøger, spændende film, insekter i skoven, trekanter man kan tegne, tal man kan lege med, brædder man kan gå på, sprog der er anderledes, bogstaver der betyder noget, trompeter der siger lyde osv. Prøv at kigge på et barn der får lov bare at suge den viden til sig som passer ind i barnets liv lige nu. Det er vidunderligt.

Jeg har selv store udfordringer med stavning – jeg har aldrig haft let ved det og det flyder bare ikke for mig. Skrivning elsker jeg, men stavning er bare en gammel sur ged for mig. Det er svært (læs umuligt) at få styr på, det hindrer min kreativitet og det suger energi ud af min hjerne. I min skoletid husker jeg tilgangen var at give mig ekstra timer før alle andre mødte i skole. Jeg husker disse mørke morgentimer hvor vi sad tre elever der tydeligvis var for dumme til at følge den almindelige undervisning. Og desto mere der blev skruet op for presset, desto mere hadede jeg det. Det var bare ikke den rigtige måde. Det løste ingenting og faktisk fik det hele mig til at hade faget dansk. Det var rigtig synd for jeg elsker at læse og skrive, men det opdagede jeg først meget senere, for i den alder husker jeg kun frygten for stavning og ikke mindst stavefejl.

Tænk hvis man havde sagt: Du tager det bare når du er klar. Så står vi her og kan hjælpe dig. Hvem ved hvad der var sket? Det kunne ikke rigtig have gået meget værre, så det var da et forsøg værd.

I unschooling – eller ikke-skoling – er det barnet som styrer. Børnestyret-lærdom kaldes det også af mange, fordi det er tilliden til at barnet ved hvad det selv vil, der er i højsædet. Eleven/barnet er selv bygmesteren af sin egen uddannelse. Som forælder søger jeg at facilitere, at hjælpe og støtte men jeg vælger og tvinger ikke.

Hvis mine børn brænder for matematiske former (som vores store pige gør lige nu) så køber jeg en passer og linealer og sammen skaber vi trekanter, femkanter, spidse vinkler, polygoner og udforsker det 3D-rum der skabes mellem dem. Hvis mit barn elsker at se film eller spille så støtter jeg det og ser med hvis jeg må. Vi kan undersøge baggrunden eller bare nyde en Youtube-film. Hvis mit barn elsker at løbe i naturen så løber vi som var der ild i vores rumper.

Der er flere som antager det betyder jeg bare lader stå til og lader barnet klare sig selv. Det er lige omvendt. Jeg påtager mig hele det mægtige ansvar det er at lade barnet forme sig selv til et selvstændigt menneske. Unschooling er det modsatte af ansvarsfralæggelse, det er at tage et så stort ansvar på sig at det skræmmer selv de modigste. Jeg alene (sammen med Pernille) har hele ansvaret for vores børn. Jeg lytter til de store og små signaler. Jeg er der med børnene hele tiden. Jeg ser hvor mit barns interesser er lige nu. Jeg følger og skaber sammen det som fanger. Jeg kan læse mit barns interesser for vi er sammen hele dagen, hver dag. Jeg tilbyder og står klar. Jeg underviser ikke, men sammen fordyber vi os. Spørger mit barn mig, så knokler vi på at finde ud af hvad sagen drejer sig om eller vi finder en som ved det. Vi jagter viden, oplevelser, det sjove og alt det som er livet lige nu.

Fejler det kan jeg ikke sige skolen fejlede, kommer mit barn og brokker sig i fremtiden falder alt tilbage på mig (og barnet selv). Der er ikke et stort institutions sikkerhedsnet som vi kan bebrejde eller falde tilbage i. Det er ansvar der er til at tage og føle på.

Mange voksne har en forudindtaget ide om hvad børn skal lære og mange mener også at vide hvornår børnene skal lære det. De voksne stopper ikke op og spørger børnene hvad de gerne selv vil lære og hvornår de ønsker det.

Jeg havde for nylig en sjov snak om hvilke fag der er relevante i skolen. Jeg er personligt nok ret klassisk og synes det er rart at kunne læse, skrive og regne, og resten tager vi derfra. Men mange mener flere fag giver almen dannelse. De mener at børn skal have denne viden bare fordi det skal man have. Der er ikke sådan en rigtig grund (synes jeg). Pirker man lidt til det, mener folk måske det er med til at skabe en borger, en dansker eller en voksen.

Jeg er af den holdning at hvis det er spændende så vil barnet nok gerne lære det og er det ikke, så vil barnet nok ikke. Der er jo en god grund til at H.C. Andersen er berømt – det er fordi det er super godt, og det fanger barnet nok også. Og gør det ikke så lever barnet glimrende uden. Eller hvis barnet en dag står i en samtale hvor modparten siger ’kejserens nye klæder’ og barnet tænker ’hvad betyder det’ så har jeg lært barnet hvordan man selv undersøger ting og en lynhurtig google-søgning giver svaret. Og hvem ved måske tænder det en ny interesse – skabt indefra og af barnet selv.

Det er også sjovt at snakke med en billedkunst-lære om vigtigheden af billedkunst. Eller hvordan forskellige elementer er vigtige, ler, maling, træ…. Hvorfor alle skal lære dit eller dat. Musiklæreren VED musik er vigtigt også selvom barnet hader det osv. Noget er faglig stolthed, andet er stædighed og tro på hvor vigtigt det er at have en bred viden. Desværre inkluderer det også ideen, at denne voksne ved mere om hvad barnet har glæde af at vide, end hvad barnet selv synes – det finder jeg trist og en stor mangel på tillid til barnets egne evner. Det er også fra den voksnes side en stor mangel på tiltro til at dette fag/emne er så spændende at barnet selv finder det og interesserer sig for det.

Hvis barnet vælger det som det selv har interesse for, så er det både let og sjovt at lære. Nej det garanterer ikke at alle folkeskolens emner bliver dækket hverken på den måde eller i den hastighed som folkeskolen gør – men det gør en friskole heller ikke – og tro det eller lad vær folkeskolen har ikke svaret på alt. Til gengæld giver det glade børn der ser læring, viden og undersøgelser som noget fascinerende de selv er herrer over.

Hvis der findes et menneske som kan svare på hvad en person som er født i 2011 skal kunne når hun rammer arbejdsmarkedet om tyve år i 2047 så lytter jeg. Men ærligt det ved ingen af os. Men en ting er ret sikkert. Havde jeg lært at bygge skrivemaskiner i skolen var det nok ikke en viden jeg kunne bruge til meget. Ingen havde set at i dag har vi alle en computer i lommen der kunne styre NASAs rumprogram til månen. Eller internettet eller DVD’ens fremkomst og forsvinden…. Så hvad er det vi skal lære vores børn? Den ene ting der er vigtigt? Kærlighed til viden og hvordan vi skaffer denne viden.

Jeg kan på ingen måde forudsige kravet til arbejdsmarkedet i 2047 med selvkørende biler, AI, turister på Mars eller hvad ved jeg, men jeg tror på at netop det som kan sætte et menneske foran, er kreativitet og kreativiteten kan kun sprudle i et frit og åbent miljø. Det er det miljø vi skaber for vores børn.