Et rigt liv i slummen

Written by Nikolaj on mandag, 04 marts 2013. Posted in Klodens børn

På besøge hos uganderne i Kampala i Uganda

Et rigt liv i slummen

Jeg sidder ved bredden af Victoria Søen nær Kampala i Uganda. Vi har bestilt øl og friskgrillet fisk. Snakken går, og vi hygger.

Lidt længere henne ad bredden står en mand med en kano og redningsveste - en forsøger at overtale os til en tur ud på søen i aftenskumringen. Lige foran vores bord står et par sultne marabustorke og forsøger at tigge lidt mad.

Jeg snakker med Bosco, mine nye ven og en smilende, lidt rund ugander der gerne fortæller om sit liv. De næste par dage skal jeg helt tæt på ham, hans kone og deres børn.

Jeg skal forstå hvad der har skabt deres liv og hvordan det er at være forældre til småbørn i Kampalas slum.

Bosco fortæller gerne, for hans liv og hans livsprojekt hænger uløseligt sammen. Han er opvokset uden en far, og da hans mor dør mens Bosco kun er 13 år, står han alene på gaden med sine søstre. Han var pludselig med et slag blevet endnu en af Ugandas alt for mange hjemløse børn.

Fast besluttet på at tage det nye ansvar som familiens ældste vil han gøre alt hvad der står i hans magt for at få søstrene væk fra gaden. For en vis sum penge finder han en ældre dame der vil passe dem, men hun skal have penge hver dag, og det er ikke let at skaffe som gadebarn i Kampala.

Bosco opdager som også snart sin passion for musikken. Han ser hvordan andre børn kan gå i skole og lære at spille på instrumenter. Men ingen vil have ham, for gadebørn er beskidte, på stoffer og uopdragne. Han forsøger igen og igen - men uden held.

Efter at have fulgt musikklassens spil gennem lang tid giver læreren til sidst Bosco en chance, men ingen må vide det og det skal være i fritiden og weekenden. Bosco lover at det nok skal blive en succes, og snart har han samlet en håndfuld hjemløse drenge der alle vil være med i et lille orkester.

Det lykkes at spille, og de bliver dygtigere - faktisk så dygtige og med så stor succes at Bosco i dag driver et børnehjem for gadebørn som vil spille musik. Eneste krav er at børnene skal ville, de skal være stoffrie, og de skal også tage imod undervisning i mere boglige mener.

Kan musikken redde liv?

Bosco tager mig med til sit projekt, og mens vi nærmer os porten, kommer en lille flok børn op til os og tager os i hænderne. Bosco fortæller om dem og hvad de i dag laver. Inde bag porten lyder de varme, afrikanske rytmer, og da vi kommer derom, er et par store piger ved at opføre en dans.

Gennem de næste timer bliver jeg mere og mere imponeret over det arbejde der gøres her. Bosco elsker dem, og man kan hele tiden mærke at dette er hans livs kald. Han gør det ikke bare fordi han bør, bestemt ikke for pengene, men fordi han ikke kan lade være.

Hjem i slummen

Vi tager hjem til Bosco med et par Boda-Boda, altså motorcykeltaxaer. Og på vores tur gennem Kampalas slum møder vi ufatteligt, mange mennesker. Bosco kender de fleste, nogle er gode mennesker, andre bestemt ikke. Mange desværre forbavsende ude af stand til at gøre noget ved deres livssituation - både pga. udefrakommende og indefrakommende forhold.

Vi møder børn der sidder nøgne på den bare jord. En lille pige, ikke mere end omkring 9-10 måneder, sidder bare og kravler lidt omkring i skidtet. En mand kommer løbende med masser af sko rundt på sig - dem sælger han, for man må gøre hvad som helt for at overleve. En alkoholiseret mand forsøger at brokke sig over det ene og det andet og råber muzungu efter mig. Det betyder hvid mand og er egentligt ikke racistisk, men Bosco foreslår vi går videre.

Vi går forbi en kirke af træbjælker hvorfra der lyder en overvældende blanding  af sang og musik. Det er søndag, og alle er i deres fine tøj, for selv her i slummen er de fleste kristne, og mange tager troen alvorligt. Bosco er ikke blandt dem, og vi springer behændigt over et par åbne kloakker. Det stinker frygteligt når toiletterne, gammelt opvaskevand og andet skidt flyder ned gennem gyderne.
 Efter et par drej og jeg er helt tabt. Godt Bosco ikke bare efterlader mig. Vi kommer ud af den værste stank, og pludselig siger Bosco: "Her bor jeg!"

Der er et vindue med tremmer for og et dovent gardin. Imellem tremmerne står en lampe der er soldreven. Den oplades her om dagen så der er gratis lys om aftnen.

Bag et forhæng kommer vi ind i en overdækket gang, og til højre står en lav, smal dør på klem - herinde bor Bosco, hans kone Lucy og deres børn, Jasmin og Jordan. 

Det er helt overvældende at komme væk fra slummen og ind i hyggen. Nej, her er ikke meget plads. To værelser - det andet har de lejet da de fik Jordan for toethalvt år siden. Hvert værelse er heller ikke meget større end de fleste badeværelse eller bryggers i Danmark.

Derfor har de også været kreative med indretningen. I første værelse findes en lænestol og overfor lige under vinduet en sofa. Her er også et bord, alle spisetingene, fjernsynet med dvd-afspiller (Bosco fortæller mig at det tiltrækker ikke så få fra området om aftnen), og det er virkelig familiens opholdsrum. Inde bag et klæde er der sove- og tøjrum. Det er ikke stort, men der er lige plads til en køjeseng og et par ekstra madrasser.

Måske er det virkelige opholdsrum ude foran huset, for her er det tætteste man kommer på et køkken. Lucy sidder herude med to blus med gryder på. Blussene er måske så meget sagt, for det minder mest om urtepotter med grillkul i. Det er sådan alle laver mad her i slummen, for ingen har plads til køkken indenfor og vil heller ikke have al røgen derinde.

Rindende vand er der intet af, eller rettere det er der, men det er et stykke væk, og der kan de købe en ordentlig dunk vand. Alt skal koges inden det drikkes eller spises, og desværre har de rigtig fattige ikke råd til vand, derfor filtrerer de vandet i kloakkerne. Så det er ikke svært at se hvor sygdommene kommer fra.

Lucy forbedre slummen

Da jeg et par dage senere vises rundt af Lucy, fortæller hun hvordan hun forsøger at oplærer de lokale i at holde affaldet på et minimum, og det som de har, skal samles i store bunker og brændes. Hun tager også sine piger (hun driver et projekt for meget underprivilegerede piger) med rundt og rydder op, men to dage senere er der igen plastik overalt.

Vi står og kigger på gyderne da en lille knægt på omkring to år indser at han ikke kan springe hele vejen over den åbne kloak og derfor træder ned midt i alt skidtet og de helt sikkert ondsindede bakterier der lever i dybet. Lucy peger på han og fortæller at det er af at problemerne for han kommer nu hjem med det hele under fødderne eller piller selv i det.

Hun renser jævnligt ud i de store ting i kloakkerne, for det er dem som blokerer for vandet og dermed får det hele til at hobe sig op. Lucy fortæller også at det ophobede vand giver myggelarver et levested, og dermed er malariaen tættere på dem alle.

Nogle gange virke det ikke bare som opad bakke for Lucys mål med at rydde op i slummen, men det virker helt umuligt. Hun giver dog ikke op for hendes børn lever her jo også og hun vil give dem det bedste hun kan.

Lidt nede ad gyden ligger Lucys projekt, og hun viser mig også hvor de har opført nye bygninger til toiletter og bad - "wau," siger jeg, for de er renere en nogle skodhoteller jeg gennem tiden har overnattet på.
Lucy fortæller mig om og (desværre for min lugtesans) viser mig de gamle lokummer. De er overfyldte, og Lucy er med meget god grund bange for at hendes piger skal falde gennem bunden. Lucy har hamret brædder for dørene så ingen af hendes piger skal komme mere galt afsted end nødvendigt.

En frokost med de dejligste mennesker

Mens jeg snakkede løs med Bosco om deres liv og deres børn, har Lucy lavet frokost til os alle sammen ude i gyden. Der er lidt for mørkt inde i huset til at jeg kan se hvad som findes i gryderne, men jeg gør bare som de andre - skovler til mig. Det viser sig at første gyder indeholder ris med lidt kødklumper - og en del knogler. Anden gryde er indvolde af diverse arter, og sidste ret er en tomatsalat. Ikke dårligt.

Der er ikke meget kød i det hele, og jeg er også sikker på at kødet er til ære for mig, for kød er en unødvendig luksus for de fleste. Jordan sidder på gulvet og spiser, det gør Bosco også, mens jeg har indtaget sofaen - Lucy skal lige have styr på det hele før hun slår hun sig også ned på gulvet.

De fortæller deres historie om hvordan de mødtes for snart ti år siden og om deres problemer. Lucy der pludselig var gravid - ud af kærlighed som hun siger og smiler. Ikke mindst om problemerne med Lucys familie der for det første ikke var vild med at hun havde fundet en ikke-muslim og, måske endnu vigtigere, en mand som ikke en gang kunne forsørge sig selv. Et tidligere gadebarn, en bums fra slummen.
Lucy må lyve og tage halvandet år til Kenya, men til sidst vinder deres kærlighed, og Boscos livsprojekt med gadebørnene bliver langsomt også Lucys.

Bosco er stadig en ildsjæl der brænder for det, men han har ikke altid realitetssans nok til at få enderne til at mødes. Hans drøm om musik og gadebørn findes og hedder M-Lisada. Lucy er en forelsket realist, og hun knokler både med sit projekt - Mummy Foundation - og derefter med at lave is som hun sælger og derefter med at trykke T-shirts osv.

Det kan godt være den lille familie ikke har mange penge, men de er i sandhed rige, for de har fundet kærligheden og knokler for deres livs drøm. Hvad mere kan vi håbe på?

Om skribenten

Nikolaj

Nikolaj

Nikolaj Wessel Witte er far i Globetrotterfamilien.

Nikolaj var på første rejse på cykel i Sverige, så skiferie i Juguslavien. Men føreste gang uden forældre var til Tunesien med skolen itre uger - fantastisk eventyr.

Første rejse helt på egen hånd var til Thailand med en god ven. Af Nikolajs største rejser er to gange næsten et år rundt i primært Asien - først helt alene og anden gang med Pernille.

Professionelt har Nikolaj holdt over 750 foredrag, været rejsevært på DK4, været chefredaktør på Adventure World / Opdag Verden, skrevet masser af rejseartikler, væres rejseekspert på DR (Magasinet Penge), været fast rejsefortæller i radioen på P4 og blevet interviewet til diverse magasiner og aviser.

Tak for

Tak til

  • MarcoPolo

    MarcoPolo

  • Gouda

    Gouda

  • Spejdersport

    Spejdersport

  • Thule

    Thule