Et liv på landet i Uganda

Written by Nikolaj on søndag, 03 marts 2013. Posted in Klodens børn

Masser af børn og maden lige ved hånden

Et liv på landet i Uganda

Det er allerede inde i Kampala jeg har snakket med en kvinde og hendes lille dreng på halvandet år.

Hafswa er hendes navn, og hun har inviteret mig med ud på landet til sin familie. Hendes dejlige, store og meget ægte afrikanske familie.

En tidlig morgen - eller ikke så tidligt mere, for vi er passende to timer senere end planlagt - er vi næsten ved at være klar. Bilen er pakket med vores ting og bagage da Hafswa kommer i tanker om sin mobiltelefon - og ingen afrikaner ses uden sin mobil.

Lidt ringen rundt og en nabo er på vej mod os med den savnede mobil.

Vi kører ud af Kampala som fortsætter og fortsætter. Ja måske skifter kvarterne navn, og Hafswa siger det ikke længere er Kampala, men by er det stadig, og butikkerne er overalt.

Endelig kommer vi ud af byen, og landet åbner sig op. Langs vejene står der for det meste handlende som sælger de frugter, grønsager osv. som de har produceret hjemme på markerne.

Efter en halv times tid holder vi ind hvor der er lidt flere boder samlet. Her er ananas, maniok, yams, nogle sorte rødder jeg aldrig har set før, tomater, kål og alt muligt andet grønt som er dyrket af de lokale.

Vi køber meloner og anden frugt før vi skal videre. Senere drejer vi ned ad en grusvej og siger farvel til det meste af den civiliserede verdens som vi kender den.

Her, nede på grusvejen, bumler vi afsted, og Hafswa peger på en lokal skole og fortæller at det er den børnene går i - ca. 30-45 minutters gåtur fra huset.

Vi triller ind på gårdspladsen, og Hafswa siger:
"Velkommen til min families hjem."
Der er en håndfuld børn som nysgerrigt kommer frem. Der er også en søster - Hafswas lillesøster - og så er der bedstemor som klart er en ældre dame som kræver respekt.

Jeg bliver med det samme inviteret ind på te inden vi skal kigge på huset og haven. Min bagage lægges ind i et lokale de har ryddet ved siden af "køkkenet"/stalden.

At blive præsenteret

Jeg siger pænt goddag, tager folks hånd med begge min og går ned i højden for bedstemor - jeg gør med andre ord alt for at opføre mig ordentligt, det bedste som jeg har lært.

"Det er min mor Fatiina," siger Hafswa. Hendes søster hedder Lamula, og så er der endnu en søster som hedder Jaria.
"Jaria er i Kamapla for at tjene penge, men hendes børn bor her, " forklarer Hafswa.

Så strømmer børnene ind ad døren for at se hvad der sker. Den lille fyr som har været med os hertil, er Hafswas dreng som hedder Makliya - han er lidt af en bandit og skal virkelig fejre at han er kommet hjem til sine fætre og kusiner.

Nu er det jeg forsøger at holde tungen lige i munden, for Hafswa og Lamula peger i alle retninger og nævner navnene på børnene og på flere børn som er i skole lige nu.

Puha. Den lille tyksak som ligger hos Lamula, er Muhusia, og han er kun omkring tre måneder. Lamula har også børnene Jakoob, Rayan og en som er i skole. Jaria har Akram, en stor dreng som også var med os i bilen fra Kampala, og så er der Asan, Subra og Ibrahim og igen nogle stykker i skole.


Jeg spørger hvor mange børn der er i alt, men de bliver vist aldrig enige, men mellem 10 og 12. Jeg bliver nødt til at smile over det upræcise svar, men måske er det ikke så vigtigt, bare alle er her.

En gåtur inden frokost

Baby-Muhusia gives til et af de større børn, og Fatiina vil sammen med Lamula lave frokost.

Jeg skal vises rundt på familiens område.

"Det var større indtil for nyligt. Nogle rigmænd har stjålet vores land. Nu er de fængslet, men de nåede at sælge landet så der nu bor nogle andre," siger Hafswa med tydelig bitterhed.

Snart smiler hun dog igen, og vi bevæger os ud i den grønne verden. Første stop er toilettet som består at et tresidet gammelt lokum. Der er hverken klæde eller dør, men en mur som holder de mest nysgerrige blikke væk. Der er to lokummer lige ved siden af hinanden.
"De er fyldt," siger Hafswa og råder mig til at bruge et som findes et par hundred meter borte hos naboen.

Om det er det ene eller det andet, laver ikke om på designet. Midt i cementgulvet er der et hul, og der kan man forrette sin nødtørft. Ved siden af er der et område uden tag hvor man kan vaske sig. Vand skal hentes omkring en halv kilometer væk og bæres hertil i store dunke.
Væk fra stanken overtager det dejlige ved Uganda. Det er så frodigt et land, og de kan dyrke noget over alt. Det virker lidt som om at hvis du stikker et frø i jorden, så kommer der blomster, grønsager eller frugter springende op - og det er vel også virkeligheden.

Her i familien har de avokadoer, ananas, forskellige typer bananer, jackfruit, passionsfrugter, sukkerrør, kasava, yams, granatæbler og meget andet. Det dufter, og rundt mellem det hele løber familiens høns, og en ged findes også et sted.

"Koen er ikke vores," fortæller Hafswa da der står en ægte, smuk, langhornet, afrikansk okse.
Hernede bag koen, lige ved majsmarkerne, findes de andre toiletter, og de havde overvejet at give mig hele naboens hus, for de bor her ikke endnu - men det var hyggeligere at jeg boede oppe sammen med alle andre.

Tilbage i huset spiser børnene udenfor, mens vi voksne sætter os indenfor. Hafswa og jer sidder i de bløde, om end godt brugte, møbler, mens bedstemor Fatiina og søster Lamula sidder på gulvet. Menuen består af klassisk afrikansk grød af forskellige rodfrugter og dertil majsdej. De har også slagtet en kylling, helt sikkert bare for min skyld, og dens afkogte fedt får vi til at dyppe i. Jeg kan slet ikke spise op, og under kun lidt kritik og kommentarer om at en afrikansk mand spiser altså til, må jeg efterlade lidt.

Frugten er frisk, og der kommer mere te på bordet. De har nogle grønne planter som bare skal i det kogende vand - så er der serveret lokal te.

En snak om planlægning

Jeg er nysgerrig, er det planlagt at få børn i Uganda? Har Hafswa og Lamula planlagt deres børn?

Lamula siger "den første er aldrig planlagt," mens Hafswa hævder at hendes gik helt efter planen.

Lamulas sidste, den lille Muhusia var planlagt, selvom faren nu ikke rigtig er tilstede mere. En tendens der ses alt for ofte i Uganda.
"For mig var det planlagt, for jeg var allerede 32 år gammel," siger Hafswa.

"Jeg var helt sikker på det ville blive en pige. Jeg vidste det bare. Men så var der to - en pige og en dreng," siger Hafswa der for halvandet år siden fødte tvillinger.

Desværre var pigen født med en hjertefejl som de ugandiske læger ikke kunne operere. Hafswa har fortalt mig at de skulle have rejst til Indien for at komme til dygtige læger, men pengene slog ikke til. Senere fortæller Hafswa mig at begge tvillinger har pas, det nåede de at få lavet, men rejsen til Indien nåede de ikke. Pigen døde her i Uganda pga. sin hjertefejl. Frygteligt, men rigtig mange børn dør i Uganda.
Jeg kan godt føle at Hafswa er ked af det og savner sin pige, men børn der dør, er meget mere en del af hverdagen i Uganda end vi i Danmark overhovedet har lyst til at tænke på.

"Heldigvis," siger Hafswa "var Makliya en stille og rolig dreng. Og nu får han hele min opmærksomhed, men mens min pige var syg, havde jeg ikke så meget tid til ham."

Den dæmpede stemning som jeg ville forvente efterfølger snakken om en mors døde barn, er enten slet ikke til stede eller forsvinder så hurtigt at jeg ikke opdager det. Hafswa nævner tit den døde tvillingepige, men hun har affundet sig med virkeligheden og virker ret afklaret.
En ting begge kvinder kan enes om, er den store glæde ved at have mange børn, for så er man en stor familie når man mødes. At have alle børnene rundt om sig er en stor glæde. Hafswa har også udover sin lille knægt en stor dreng som hun har adopteret. Han er i skole nu - en slags efterskole hvor han bor.

Her i huset er en hel vuggestue, børnehave og fritidshjem - det er da hyggeligt. Sikke liv der er i huset.

Det bedste i verden er at være mor

"Det er godt at være mor," siger Hafswa da jeg spørger om en mors situation i Uganda.

Hun fortæller at hun aldrig har været gladere end da hun så børnene komme ud af sin maven. Hun får tårer i øjnene, og det er helt tydeligt hun tænker tilbage på det lykkeligste øjeblik i sit liv.

"Det er den største lykke jeg har oplevet i livet. Aldrig har jeg i mit livet været så glad og lykkelig." Det er som om ingen ord helt er nok, og Hafswa gentager det igen og igen. For som hun fortæller, hun havde ventet så spændt så længe på at se hvem der kom ud.

Hun havde dog en del smerter, og i flere måneder var hun syg og havde det meget dårligt - måske derfor var fødslen endnu mere ventet med spænding.

Mens hun var gravid, tog hun hjem til sin mor - hjem til det sted og det hus hvor hun selv var vokset op. Det var her hun følte at hun hørte til når hun også skulle stifte familie.

Bedstemoren har vist også en stor erfaring med at hjælpe sine døtre med deres børn, for som de fortæller når jeg spørger ind til mændene:
"Nogle er døde, nogle er skilt, og kvinderne sidder tilbage og kæmper for at få pengene til at slå til."
Søstrene, Fatiinas døtre, de voksne kvinder, er i dag selv mødre, men de løber altid tilbage til hjemmet hvis problemerne banker på døren.
"Det er sådan det er i vores familie," siger Hafswa.

"Det er også derfor vi holder så meget af hende. Hun har ikke meget, ikke mange penge, men hun gør det bedste hun kan med det hun har."

En bedstemors fortælling

Vi snakker videre om det at være mor i Uganda. Hvordan det er i dag, og hvordan det var før i tiden.

"Min mor," fortæller Hafswa "blev gift med min far da hun var 13 år, og han var 45 år gammel."

Den gang var der ikke noget med kærlighed eller frit valg. Familierne bestemte, og man betalte godt for en ung smuk kone. Fatiina blevet givet væk af sin familie og var skrækslagen i begyndelsen.

"Hun tilbragte den første uge med at gemme sig oppe i træerne," fortæller døtrene.
Hvad skulle hun også med en moden mand når hun selv lige var blevet teenager? Hafswa fortæller dog at hun derefter blev glad for sin mand, og de fik børn sammen.

Et år efter brylluppet fødte Fatiina sit første barn - altså i en alder af 14 år. Det lyder meget barskt, og rynkerne i Fatiinas ansigt ser måske endnu dybere ud nu da jeg kender lidt mere til hendes historie. Hun er en stolt, smilende og meget venlig kvinde. En rigtig familie-samler der altid er der for sine børn og deres børn.... men sikke et liv.

Der var ikke penge til uddannelse, så Fatiina snakker ikke engelsk - men lidt arabisk kan hun, for hendes mand var fra en rig, arabisk familie fra kysten.

"Som hustru skulle Fatiina tidligt op og lave morgenmad til manden. Det var et hårdt liv, og derfor kravlede hun også hele tiden op i et jackfruit-træ bag huset," griner Hafswa.

Så kom farens søster og sagde til ham 'du har godt nok fundet dig en meget ung pige'. Faren havde ikke helt forstået hvor ung en pige han havde giftet sig med, og vidste heller ikke hvad han skulle gøre - nu var de gift og kunne ikke blive skilt.
"Selvfølgelig. Desto mere de var sammen. Men efter en uge var de mere vant til hinanden. Efter denne periode blev de mere glade," svarer Hafswa da jeg spørger om hendes mor lærte at elske hendes far.

Fatiinas mand, Hafswas far, skulle i krig, og Fatiina sad tilbage i en primitivt hytte....
"Nej," siger de pludselig, og diskussionerne ryger frem og tilbage.

"Fatiina sad ikke tilbage i hytten mens far var i krig, for de blev først gift i 1952. Far var netop kommet hjem fra krigen," bliver de enige om.
Hytten var nu stadig ikke noget at råbe hurra for i 1952. Det er den hytte der i dag er ombygget og blevet til mit soveværelse. Faren kæmpede på briternes side i Anden Verdenskrig, og familien kæmper i dag for at få hans krigspension.

Faren døde mens han forsøgte at få sin pension, og døtrene så gerne at deres mor havde lidt mere, så de kæmper med regeringen.
"Min mor har aldrig haft penge i sit liv, så det ville være så sjovt at kunne give hende alt dette," fortæller Hafswa om sin kamp for pensionen.
Faren døde som en meget gammel mand i 2006 - 95 år gammel.

"Man kunne ikke se det på han, han gik stadig i haven," siger døtrene ikke uden stolthed.
Moren arbejder stadig ude i markerne og haven. Hun har ingen planer om pension og ser også ud til at trives.

Skal man have hjælp, skal man også stole på sig selv

Vi har sundhedsplejersker i Danmark, vi har vagtlæger, og vi har mødregrupper, men i Uganda er der ikke sådan et fint sikkerhedsnet.
Hvad har de? Hvordan får de hjælp?

"Faktisk stoler vi først og fremmest på os selv. Vi mærker hvad der virker rigtigt," siger Hafswa.

De ser på barnet, ser hvordan han har det og vurderer om det er normalt. Det er specielt malaria de er bange for. De kender sygdommen og kan spotte den hurtigt, siger de, men rigtig mange, både børn og voksne, mister livet til denne verdens måske største dræber.
Er det ikke symptomerne på malaria, er mit indtryk at de tager det ret afslappet. De benytter også en del lokalmedicin - om den virker, skal jeg ikke gøre mig til dommer over.

Den virker dog lidt voldsom og var måske ikke vores, danskernes, første valg. En af drengene har brækket armen for en uges tid siden. Lægerne ville lægge gibs på, og specielt inde i byen hævder de også at dette er det rette, men ifølge Hafswa er det for langsomt, for besværligt og for dyrt.
Den lokale heksedoktor masserer nogle urter eller noget creme på armen.
"Det gør ondt, og han skriger meget," bekræfter Lamula.

Men du kan se, nu kan han allerede bruge armen igen næsten uden problemer. Og det er helt rigtigt. Senere på aftnen kommer heksedoktoren, og drengen kommer bagefter grædende ind i huset igen. Men om det virker og kan måle sig med en gang gips? Jeg ved det ikke, men jeg har lært at jeg ikke altid skal fordømme de lokale metoder.

Ved mere seriøse tilfælde, f.eks. malaria, virker den lokale medicin ikke, så ved de godt at de skal skynde sig på hospitalet eller til en læge. De stoler ikke blindt på hverken det ene eller det andet.

Er der noget om hvad man må spise?

Jeg er jo også ret nysgerrig efter hvad børnene må spise. Også om mødrene spørger nogen, eller hvordan gør de?
"Det er her vi er meget forskellige fra europæere, " siger de i munden på hinanden.

"Vi spørger aldrig. Aldrig. Vi prøver bare. Så ser vi hvad de spiser."

De kan se hvad barnet spiser, og det som barnet spiser, er dermed godt for barnet. En meget simpel logik der også hænger bedre sammen i et samfund hvor der ikke findes så mange dårlige produkter som vi er vant til. Det er ikke slik, kiks, kager, sodavand eller andet kunstigt der gror på deres marker.

Det som barnet tilbydes, er primært traditionel afrikansk grød, frugter osv. Så det er ikke så uansvarligt som det kan lyde.
"Hvis barnet ikke vil spise maden, så prøver vi bare noget andet," får jeg at vide.

Samme indstilling gælder for sukker, og det er meget sjovt at snakke om det.

Alle nikker bestemt og siger, ja, det får børnene, og nej, det tænker de slet ikke på. Men gør de det?

"Ja der findes slik på markedet, men det tænker vi ikke på. Vi køber det aldrig," og så kan man jo sagtens sige man slet ikke bekymrer sig om sukker. Hvis det aldrig købes, så er der vel heller ikke så meget at bekymre sig om.

Da jeg peger på denne gode logiske sammenhæng, uddyber Hafswa også med at hendes dreng aldrig har fået slik. Hun mener at selv hvis jeg gav ham noget, ville han ikke vide hvad det var og bare spytte det ud igen.

"Han kender ikke slik eller is. Yoghurt har han lige prøvet," siger hun.

Uden at tænke over det har de faktisk noget tæt på min egen vuggestues nul-sukker politik.
"Vi kan bare vente. Selvom der er folk som kan spørge 'spiser dit barn slet ikke slik eller kiks?' så venter han." Og Hafswa kender udlændinge og griner meget, for hun synes ikke vi laver andet end at spise kiks og slik.

"I elsker det," griner hun stort.

Kød er ikke noget der er meget af. Før i tiden var det faren i huset som arbejde med slagteriet og kom med kød, men efter han døde var det ikke nemt. I dag er det en af de store drenge som har arbejdet med at slagte så nu kan familien få kød måske en gang om ugen.
Alle i familien kan lide kød, men overalt i Uganda er kød en luksus som bestemt ikke alle har råd til.

Hvor lang tid skal man amme?

Det er så omdiskuteret i Danmark, og der har været problemer i flere dele af Afrika da de lokale er blevet anbefalet modermælkserstatning - man gjorde det ikke for at være ond, men troede faktisk det var bedst hvilket måske i dag virker meget tåbeligt og selvindlysende forkert.

WHO anbefaler alle at fuldamme til barnet er seks måneder og derefter amme, suppleret med vand og mad, til barnet er mindst to år.

Beskeden ser ud til at have nået Uganda, for her ammes. Hafswa ser jeg stadig ammer Makliya på halvandet, og hun fortæller at det fortsætter hun med i hvert fald til han er to.

Han kan lide det og falder tydeligt helt til ro når han ammes. Hun putter ham også med et bryst i munden.

Selvsagt er Muhusia på kun tre måneder fuldammet. Det spændende er at se hvordan mor Lamula bruger amning. Hver gang Muhusia brokker sig eller er utilpas, så får han bryst.

Der er ingen slinger i valsen. Hvis Muhusia sidder hos et af de større børn, så trøster de ham - de store blidt mens de rokker ham frem og tilbage, de mindre forsøger, men det ser nu ikke altid så behageligt ud når de ryster ham. Piver han stadig eller brokker sig, så kommer Lamula straks og hiver ned i kjolen. Det kan være han skal have et minut eller et helt måltid, men virkningen er altid umiddelbar - Muhusia falder til ro.
Så ligger han der og kigger omkring indtil han falder i søvn, tages af en af sine søskende/kusiner/fætre eller skal ammes lidt igen.

Da vi senere går en lang tur ud i området, forsøger Hafswa at amme Makliya til middagslur, men her er alt for spændende, så han vil ikke sove, han vil med os på tur.

Han springer derudaf og er i hopla. Men så sker det jeg i hvert fald kender hjemmefra. Barnet begynder at udvise træthedstegn. Efter noget tid er det op og ned, vil gå selv, vil bæres osv.

Da vi er så langt væk som vi kan komme og har gået over en halv time, så bliver Makliya så pjevset at vi holder pause.
Han får lidt bryst og 'bonk', så falder han i søvn. Hafswa har ikke før gået så langt med ham og har ikke tænkt på at have et bæresystem med til ham. Vi forsøger at købe et, men uden held - så hele vejen hjem må vi skiftes til at bære den tunge, sovende unge. Er det ikke lidt en klassiker? Ja, man skal altid huske et bæresystem når man går ud med en halvandenårig.

Da Hafswa senere opsumerer snakken om amning, siger hun:
"Det er næsten umuligt at fjerne et barn fra brystet før det er to. Det er også sikkert og garanteret rent."
Hafswa og Lamula ved godt at i mange lande lytter mødrene ikke til WHO, men for at holde børnene sunde ammer de meget. De siger at alle på landet i Uganda ammer meget.

Det er forskelligt fra barn til barn hvor meget. Ibrahim ville ikke spise noget som helst andet end bryst før han var to - og så var det bare sådan. Ikke de store diskussioner, ikke noget problem - hvis barnet vil ammes, så bliver det ammet.

Skal en baby ikke have ble?

Lamula sidder på gulvet iført forklæde og kjole. Ved siden af hende ligger babyen Muhusia. Han er en lille, meget tyk dreng der intet tøj har på, og da der pludseligt står en stråle ud fra hans mini-tissemand, spørger jeg ind til bleer.
"Han bruger aldrig ble. Det er for varmt," siger Lamula.

Han har et klæde som lægges lidt over ham specielt hvis han tisser. Så opsuger klædet tisset, og det udskiftes derefter. Det virker jo som en god løsning når temperaturen er på ugandisk niveau, og når gulvet er mindre sart - stengulv eller et stampet jordgulv er nemt at få rent igen.
Ammes han eller ligger han for sig selv, så har han et stykke plastik under sig, så mor, tæpper eller andet ikke får tis på sig.
Hafswa fortæller at hun har brugt stofbleer fordi engangsbleer er dyre og ikke gode. I dag er Makliya blefri og på alder med min datter der stadig har et stykke vej igen. Halvandet år og blefri - ikke dårligt.

Makliya bruger dog ble når Hafswa skal noget, f.eks. i bilen på vej hertil. Og han sover også stadig med ble. Den lille dreng på tre måneder ser jeg dog aldrig med en ble, han tisser bare rundt omkring, og så vaskes han lidt.

Nu skal man ikke tro alle bare er lidt mere beskidte, for børnene bades i hvert deres kar - altså de små. De store får en dunk lunkent vand, og så står de og vasker sig midt på gårdspladsen.

Vandet er varmet op over et bål - som er komfuret. Inde i køknet er der, udover en ged og nogle høns om natten, forrådskammer med bananer og meget andet. I et lille hjørne er et system så bålet kan brænde under gryden. Alt andet køkkenarbejde udføres ude foran. Køknet kan hurtigt blive ret røgfyldt, og så er det hyggeligere at være sammen udenfor alle sammen mens maden tilberedes.


Det lune vand blandes så med forskellige urter de små får en sund og god hud. Muhusia har lidt udslet, og derfor flyder der grønne plantestumper rundt i vandet - ja, de svarer vel til vores økologiske mandelolier og andre hjælpende urter vi køber i helsebutikker.

Søvn er et helt kapitel sig selv

Jeg er meget fascineret over hvor lidt energi og tid de bruger på at tænke over søvn her i familien. På vej herud i bilen skulle Makliya nok have haft sin lur, men der skete for meget, og Hafswa siger at han nok ikke gider sove i dag, for når der er så mange børn omkring, så er det for sjovt.
Lige da vi ankommer, finder vi også Muhusia liggende inde i et rum hvor han ikke længere er tilfreds med at være - han skriger og vil op.
Derfor spørger jeg også begge søstre om hvad de gør for at børnene skal sove.

Hafswa tænker ikke så meget over det. Bliver han pylret, så bliver han lagt ind. Eller hun ammer ham lidt, og så falder han måske i søvn.
Specielt er jeg meget fascineret over Lamulas tilgang til Muhusia. Han er kun tre måneder, og jeg husker hvordan vi i min lille familie ustandselig snakkede om og spurgte ind til hvor meget et barn skal sove. Der var kurser om soverytmer, og alle kunne fortælle en om hvordan det skulle gøres. Søvn var et meget stort emne for os - og det er det faktisk stadig selvom vores datter er halvandet i dag.

Muhusia ligger bare lidt rundt omkring og falder måske i søvn. Der er ingen plan. Det skal ikke lyde ondt, men det virker bare som om han falder i søvn eller lader være. Så let er det.

Nogle gange lægger Lamula ham ind i et rum med et klæde over, og så går hun. Hun har lige ammet ham, og han er glad. Om han så vil sove, det er op til ham. Brokker han sig, får han måske lige lidt mere bryst, og bliver han ved med at brokke, så kommer han bare op igen og kan sove på et andet tidspunkt.

Jeg taber næsten underkæben. Det hele virker så naturligt og ligetil. Hvor er alle de som fortalte mig hvor vigtig søvnen er. De som sagde at fik jeg ikke min datter til at sove i rytmer, så truede hjerneskaderne. De som gjorde mig panisk? Ok, det hjælper nok også at det er Lamulas fjerde barn, men stadig, hvor virker det dejligt og naturligt.

Hafswa fortæller mig, at så naturligt har hun aldrig gjort det. Hun har for det meste puttet Makliya, specielt til hans normale middagslur. Altid med et bryst - så går han ud.

Da vi skal i seng om aftnen, er jeg en tur med rundt i hele huset. Rundt regnet er der tre værelser hvor der hvert sted sover en håndfuld unger. Det er herligt som en lejrskole.
Nogle sover i senge, andre på madrasser på gulvet. Ingen ser ud til at være ene i sin seng og det er da også helt unormalt i Uganda at et barn ikke sover sammen med sin mor. Eller mor og far hvis en far stadig holder til i familien.
Det er uhørt at et lille barn skulle sove alene. Lamulas seng er da også fyldt, for begge de to mindste skal sove der; Ibrahim på fire og Muhusia på tre måneder - og kun en enkelt sengs bredde.

Hafswa sover også stadig altid sammen med Makliya i samme seng.
"Selv læger råder os til ikke at efterlade den lille," fortæller Hafsaw da jeg siger at det ikke er normen i Danmark.
"Specielt hvis de er for tidligt født, er det meget vigtigt at man sover sammen med dem. Børnene kan få ens varme og mærke hjerteslaget. "
"De som griner af det i Danmark, det er nok fordi de ikke ved bedre," siger Hafswa.

Om at tage ansvar i Uganda

Hafswa og jeg sidder og drikker en kop te og snakker om ansvaret for børnene i Uganda. Jeg kan fornemme at ikke alt er som i Danmark.
"Her i Uganda er det ikke bare forældrene der får børnene, det er lokalsamfundet (community'et)," siger Hafswa.

Selvsagt mener hun ikke at hele ansvaret for hendes dreng ligger hos community'et. Men han løber bare omkring, ned ad stier og gader. Finder naboerne ham, tager de sig af ham, for de kender ham jo udemærket. Det gælder selvsagt også omvendt, så hun og hendes familie tager sig af andre besøgende børn.

Græder barnet, trøster man, eller er det helt galt, går man hjem med barnet.
Det er ifølge Hafswa denne lokalhjælp og dette community der gør at Uganda løber rundt. Det er her årsagen skal finde til at selv fattige kan få børn - for de kan forvente megen hjælp også med praktiske ting såsom mad og dermed få lige en smule overskud.
Det er også tit community'et som passer barnet mens moren arbejder.

Da vi snakker videre, og jeg også spørger Lamula, fortæller de at det ikke altid har været uden problemer, for godt nok virker naboværnet ret godt, men for 15 år siden var der sager om kidnapninger.

Nogle forsøgte at stjæle et af børnene - men manden blev stoppet da alle børnene råbte op, og hele det lokale samfund blokerede området.
"De stjæler børnene til ofringer og trolddom, " siger Lamula og husker tydeligvis med skræk tilbage på episoden.

I dag er der ingen problemer, og alle børn løber og leger som det passer dem. Det er fantastisk frit at se hvordan de spredes som myrer i en myretue man roder i med en pind. Der løber legende børn i alle retninger, og ingen fortravlede, overnervøse forældre står og råber 'ikke længere, pas på bilerne, ikke tæt på geden, lad nu katten være, ikke løbe så langt væk, kom nu tilbage' eller hvad man ellers hører på en dansk legeplads. Og det er ikke fordi en dansk far ikke kan se farerne. Rigtig, der er ikke mange biler her mange kilometer ude af en bumlet grusvej - og måske er der bare ikke så mange farer som jeg først antager. Det er jo på landet, og rigtigt, der er naturlige farer, og ungerne kan falde og slå sig - men stadig? Jeg er lidt misundelig.

Sygdom planlægges aldrig

Planlægning er ikke ugandernes stærke side, det har jeg opdaget. Derfor er det måske ikke overraskende at den største bekymring for mødrene er uforudset sygdom.

Vi frygter vel alle sygdom for vores børn, og i Uganda hvor der oftere er en dødelig udgang på sygdommen, er det en meget velbegrundet frygt.
Oven i det kommer så problemerne med økonomien.
"Vi planlægger aldrig med sygdom," siger Hafswa.

Der er ingen som her i landet bare har penge på kontoen til sygdom. De lægger ikke til side
"Måske nogle af de veludviklede og rige familier, " uddyber Hafswa, men de andre almindelige ugandere de har aldrig sat penge af til hospitalet.
Jeg må indrømme jeg undres, ikke så meget over at de ikke sætter pengene til side, men at de har selverkendelsen og stadig ikke gør noget ved det. Alle som har set Luksusfælden ved jo at det ikke kun er ugandere der ikke er gode til at planlægge deres økonomi og sætte lidt af til uforudsete udgifter.

Det virker bare meget som et spil med sit barns helbred. Men det er virkelighed.
"Det er en meget stor bekymring. For vi er ikke forberedte på det," siger Hafswa.

Et par visdomsord fra Uganda

Familien har måske en del udfordringer, de har ikke den luksus de fleste danskere er vant til. Men skal vi have ondt af dem eller lære noget af dem?

"For mig føler jeg at mit liv er meget anderledes end dit liv. Vi forsøger at gøre livet mere let. Vi har ikke hvad I har og kan ikke spendere det samme. Det er sandt."

"Hvis vi gør som I gør og bruger så meget, på ikke meget så ender vi uden noget. Jeg ville kollapse og stresse helt. Man kan ikke få nok til hvad man har brug for."

"Det er bedre at nøjes med det man har. At nyde det man er vant til," fortæller Hafswa og giver lidt af sine holdninger til kende.
Ugandere gør bare ting frem for at tænke over dem. Som med amning hvor vi læser bøger, spørger eksperter, diskuterer på nettet osv. Ugandere gør bare - de ammer bare det som føles rigtigt, nemlig to år.
De spørger ingen.

"Vi træffer bare personlige valg om hvad vi vil have ud af livet," siger Hafswa filosofisk.
Hafswas bedste råd er ikke altid at skulle spørge andre hvad man skal gøre. Vi skal være bedre til at stole på os selv. Stole på vores egne følelser og moderinstinkter.

"Man ved selv hvad der er rigtigt," slutter Hafswa af med.
Lamula holder på at det vigtigste er at moren blive hos de små hele tiden.

"De første seks måneder skal man helt blive hos barnet. Det er vigtigt," siger hun.


Så måske er det konklusionen fra mit ophold hos en ugandisk familie på landet: Vi skal stole på os selv og være der 100% for de små børn. Og frem for alt tage tingene lidt mere naturligt og afslappet.

Om skribenten

Nikolaj

Nikolaj

Nikolaj Wessel Witte er far i Globetrotterfamilien.

Nikolaj var på første rejse på cykel i Sverige, så skiferie i Juguslavien. Men føreste gang uden forældre var til Tunesien med skolen itre uger - fantastisk eventyr.

Første rejse helt på egen hånd var til Thailand med en god ven. Af Nikolajs største rejser er to gange næsten et år rundt i primært Asien - først helt alene og anden gang med Pernille.

Professionelt har Nikolaj holdt over 750 foredrag, været rejsevært på DK4, været chefredaktør på Adventure World / Opdag Verden, skrevet masser af rejseartikler, væres rejseekspert på DR (Magasinet Penge), været fast rejsefortæller i radioen på P4 og blevet interviewet til diverse magasiner og aviser.

Tak for

Tak til

  • MarcoPolo

    MarcoPolo

  • Lonely Planet

    Lonely Planet

  • Thule

    Thule

  • Emmaljunga

    Emmaljunga