At finde et sted at bo i Kotor i Montenegro

Vi vidste heller ikke hvor vi skulle overnatte eller stort set noget andet.

På en benzinstation lige før bugten købte jeg et landkort og spurgte efter camping.
Det var meget sporadisk hvilken information jeg havde kunnet finde om mulighederne inden ankomsten.

”Der er flere campingmuligheder, ” sagde tankpasseren og pegede løs på landkortet.

”Super, ” tænkte jeg og vi fortsatte. Kotor Bugten begyndte at åbne sig op og vi kom snart helt ned til vandet. Her ude i mundingen var der flot, men ikke spektakulært. Der lå industri på den anden bred og vi diskuterede om man nu også havde lyst til at bade her.

Vi kom til flere små landsbyer og snart fandt vi det første sted tankpasseren havde udpeget for os. Jeg smuttede ind og kiggede.

Hmm det var ikke hvad vi kalder en campingplads. Det var en forhave hvor vi måtte slå teltet op og så var der toiletter nede i en bunkerlignede bygning. Bad var bare bag et par stykker kanvas og så en haveslange. 10 € ville de have. Nej det var ikke lige det vi havde drømt om.

Den næste campingplads var samme type og ganske blottet for skygge. Vi vidste bare at der ville vi ikke blive lykkelige i en uge.

Noget nedtrykte, og helt uden at kunne nyde det fantastiske naturvidunder som blev mere og mere storslået for hver kilometer vi kørte, holdt vi ind til siden og lavede rådslagning.

Noget måtte vi gøre og herefter begyndte vi at spørge efter hotelværelser eller private lejligheder. Hver gang vi så et skilt med ”Apartmani”, ”Sobe” eller endda på engelsk ”Apartment” så holdte vi ind og Pernille spurgte til prisen.

Vi spurgte og ledte, vi ledte og spurgte. Vejen var så smal her langs Kotor Bugt at jeg ikke rigtig kunne holde og vente på Pernille.

Et sted hvor hun skulle løbe 50 meter op ad en bakke for at komme til lejligheden forsøgte jeg at parkere hos naboen, men de havde lige hyret håndværkere som, meget venligt, blev jeg bedt om at flytte bilen. Jeg var lige ved at panikke over at efterlade Pernille og bare køre videre da hun kom løbende tilbage og råber: ”Her bliver vi!”.

Jeg fik vendt bilen og blokeret al trafikken før jeg fulgte efter Pernille. De 50 meter hun lige havde løbet glemte hun dog at sige var en mere eller mindre 45 graders stigning så Kia'en lavede hjulspin mens jeg troede vi ville tilte bagover som i en tegneserie.

Vel parkeret var jeg klar til at se hvad Pernille havde fundet til os. En lejlighed. På øverste etage. Med køkken – eget køkken. Og eget bad. Og vigtigst af alt, med egen balkon. Med udsigt lige ud over et par gamle skønne huse og fjorden, bugten og bjergene.

Skønt. Der er ikke andet at sige. Smukt og jeg kunne lige se os sidde der med morgen-, middags og aftensmad. Eller som lige nu se for mig at sidde på balkonen med min computer og skrive. Her ville jeg også gerne blive.

Havde vi virkeligt råd til den lejlighed? 30€ pr nat. Ok lidt over budget, men ok her var også meget skønt. Lidt forhandling og vi kan jo blive her en uge. Så blev prisen 150€ for hele ugen. Så var alt på plads og vi sidder netop nu og nyder frugten af det lidt ekstra arbejde det var at finde det perfekte sted i Kotor, Montenegro.