At blive mor er også vanskeligt i Uganda

Written by Nikolaj on tirsdag, 05 marts 2013. Posted in Klodens børn

Lucy fortæller en ærlig mors historie

At blive mor er også vanskeligt i Uganda

Her inde dybt i Kampalas slum, i Ugandas hovedstad, bor Lucy og Bosco. Jeg har allerede snakket med Bosco som også har taget mig med rundt i byen for at se både det smukke og det grimme. I dag har jeg en aftale med Lucy der har lovet at fortælle mig om livet som mor i Uganda.

Hun er mor til Jordan på toethalvt og Jasmin på seks. Når man får et barn i Uganda bliver kvinden mama-'navnet på barnet' så Lucy er nu altid Mama-jasmin eller Mama-jordan - de fleste vil bruge den førstefødtes navn men andre bruger navnet på den som de selv leger med.

Jeg kan høre på Lucy at det er med stolthed hun smilende fortæller om hendes mama-navn.

Hun er også ansvarlig for et projekt der hedder Mummy Foundation hvor de tager sig af piger og kvinder hvis liv er gået skævt i verden. Projektets lokaler ligger lige om hjørnet så Lucy har aldrig fri og mens vi sidder i hendes stue og snakker bliver vi hele tiden afbrudt af piger der lige skal spørger om det ene eller det andet.

Lucy er ikke den type kvinde der sidder stille mange minutter af gangen. Når hun ikke arbejder med Mummy Foundation så trykker hun T-shirts som sælges og sidst jeg besøgte hende og Bosco sad hun ude foran huset og hældte farvet sukkervand i små plastikposer. De skulle så fryses og sælges som is. Ja der er gang i Lucy.

Men nu har vi endelig taget os en rolig stund til en snak om moderskab, fremtidshåb og fortidens vanskeligheder.

Lucy snakker et fint engelsk med dejlig rund og varm afrikansk blød accent. Hun kommer fra en pæn familie, som Bosco sagde til mig da jeg spurgte om hun snakkede engelsk og hun gjorde da også med det samme mine tanker til skamme for hun snakker flydende engelsk som alle skolede mennesker i Uganda.

At være en ugandisk mor

At være mor har ikke altid været let for Lucy. Hun kommer fra en anden baggrund, en anden familie og en anden religion.

"Jeg kommer fra en muslimsk familie og muslimer kan være meget hårde," siger Lucy.

"Da jeg mødte min kæreste var jeg lige færdig med skolen og arbejdede. Han (Bosco) kom forbi og vi blev venner, gik ud og (som Lucy siger det så skønt) ved et tilfælde blev jeg gravid."

Lucy var ikke så lidt bekymret for hun fortæller:
"Jeg vidste at mine forældre ville virkelig slå mig ihjel."

Hun skulle tilbage til skolen og hendes familie havde det hele forberedt.  Lucy voksede egentligt ikke op hos sin mor, men hos sin farmor og hendes tante. Problemet var også her spørgsmålet om afrikansk eller muslimsk. Lucys far var muslimsk og arabisk og der faldt det altså ikke i god jord at gifte sig med en afrikaner.

Lucy ville ikke tilbage for hun var kun 20 år og gravid det ville de helt sikkert ikke påskønne for at udtrykke det pænt.

Lucy tog snakken med Bosco: "Jeg er gravid og ved ikke hvad jeg skal gøre. Han var glad. Men også bange."

De frygtede begge Lucys familie og besluttede at blive her i Kampala sammen og Lucy skulle arbejde frem for at gå i skole - de skulle jo leve af noget.

"Bosco var ikke i sit es, han havde problemer, " siger Lucy. Det var hende der måtte forsørge ham og hende der skaffede pengene til familien.

Lucy boede i dette enkelte værelse, det som i dag er deres stue, og her flyttede de begge ind. De havde ikke meget. Bosco havde intet for han sov bare rundt ved sine venner.

Lucys familie insisterede på hun skulle forlade Bosco og komme hjem ,men hun nægtede for hun elskede Bosco. Det var ikke kun religion og kultur der skilte dem ad - det var bestemt også Bocos beskedne kår som Lucys familie ikke måtte opdage.

"Jeg vil heller blive væk end at I skal få Bosco arresteret, " sådan svarede Lucy igen og igen til en trussel som hendes familie tit brugte for du mente noget måtte være kriminelt. Men Lucy elskede blot sin Bosco og holdte stædigt ud - for han skal jo også være faren til hendes barn.

Alt blev dog ikke ved med at være kærlighed og forelskelse for kun to uger efter Lucy har født Jasmin må hun rejse til Kenya og blive der i halvandet år. Bosco savner dem og de savner ham.

Efter lang tid fik Bosco og Lucys tante styr på tingene og ingen slog Bosco ihjel. Og til sidst var folk enige om at Bosco skulle tage sig af Lucy og deres barn - ingen fik at vide at Bosco var ludfattig, uden fast hjem eller andet.

Efter halvandet år forenes den lille familie igen i enighed om at de vil kæmpe for en fælles fremtid.
Flere gange var de ved at give op. Lucy kunne ikke mere  men Bosco overbeviste hende om at de bare skulle hjælpe hinanden og det har de gjort siden.

Hendes familie presser stadig indimellem og hun ser ikke sin familie meget, for som hun siger:
"Skal jeg gifte mig med en rig mand frem for en kærlig mand? Bosco kan sige undskyld og er god for mig. Hvis jeg giftes med en med penge der så slår mig så kommer jeg og giver jer skylden (familien)," siger Lucy med et hårdt udtryk i ansigtet.

Alt er dog ikke så slemt  for når familien høre både om Boscos projekt og at Lucy får lov at drive hendes eget projekt og arbejde så siger de 'wau' for det er bestemt ikke alle afrikanske kvinder der får lov at arbejde og have deres eget ved siden af at passe familien.

Lucy laver ikke så lidt; "Projektet, T-shirts trykning og mine is, " fortæller hun stolt men i morgen er det fridag for det er kvindernes dag (8. marts) og der skal hun være sammen med børnene.

Et liv uden så mange penge

Det er tydeligt at Lucy og Bosco ikke materielt set er verdenens rigeste mennesker, når man bor i slummen i hovedstaden i et af verdens fattigste lande så har man ikke alverden. De sulter ikke, men der kommer bestemt heller ikke køb på bordet hver dag.

Da Jasmin var helt lille betalte Lucy nabokonen 1000 Ush (ca. 2,5 kr.) om måneden for at kigge efter hende. Så lavede hun lidt te og mad som hun stillede frem til Jasmin i løbet af dagen. Jasmin var kun halvandet men Lucy var nødt til at arbejde.

"Nabokonen og de andre lokale er så gode ved børnene. Jeg kom hjem og Jasmin var mæt så det gik rigtig godt og det er også sådan Jordan passes i dag."
"De er fattige med gode mennesker," siger Lucy.

Hvordan ser Lucy på livet uden mange penge?

"Min datter, Jasmin, har allerede lært at nogle gange siger jeg 'nej det har vi ikke råd til' og så beder hun ikke mere om det," forklarer Lucy. Meget få mennesker har vel råd til alt og jeg kan godt forstille mig - da jeg endnu ikke selv har et pige på den aldre hvor de begynder at bede om ting og sager - hvordan man skal lære dem at de ikke kan få alt.

"Har jeg penge så må hun gerne få det lidt ekstra, men hvis jeg ikke har penge så ved hun at vi må vente."

"Den lille (som hun kalder Jordan) ved godt han vil have noget. Men ham siger jeg også til 'det er dyrt' og han kan allerede sige 'djoe djabej' - 'det er dyrt' på vores lokale sprog luganda, " griner Lucy.
Børnene spiser begge alt - også Jordan. Hvilket gør livet lidt lettere for Lucy for der er altså ikke råd til kræsenhed i familien og hun kan få pengene til at slå til - for det meste.

At lege i slummen

Mens vi taler leger Jordan bare rundt udenfor og der er ustandseligt en herlig lyd af masser af børn som hygger sig. Der er hvin og skrig på den gode måde - tegn på at legen går godt.

Lucy bekymre sig ikke for Jordan - vi er jo blandt venner og naboer. De passer på Jordan og børnene de leger bare.

"Han leger bare rundt her. Folkene kender mig og ved hvor Jordan bor," så Lucy tager det roligt.

Jeg spørger flere gange ind til det, måske forbi jeg ville have nerverne helt uden på mit tøj hvis min lille datter bare løb frit rundt i slummens gyder med alle de andre unger. Men jeg er vist for overbeskyttende til at slippe barnet fri, Lucy er sikker og stoler på folk. Det er dejligt og jeg tager mig lidt mentale noter for at prøve at droppe den danske stil med at overbeskytte. Måske skal min datter ikke løbe frit rundt i gaderne, men lidt kan jeg nok godt lære at give slip - det virker helt ærligt dejligt befriende.

"Kun hvis nogen høre han græde så er der selvfølgelig nogen som tager ham op," forklarer Lucy og jeg ser også flere gange hvordan Lucy eller en anden voksen lige tager sig af et barn. Helt naturligt uden at tænke over det tager de sig at alle børnene - både deres egene og de andres. Går det helt galt bliver barnet ledt hjem til hvor det bor.

"Jeg har aldrig haft problemer med det. Selvfølgelig kan han slå sig men så trøstes han. Han leger ikke så langt herfra og de fleste kender ham jo. Hvis de andre børn ser nogen vil gøre en af dem ondt råber de op. Hvis nogen vil skade Jordan så kommer de løbende og siger noget sker med Jordan. Jeg føler mig helt sikker," fortæller hun videre.

Skal man have sig en sut?

Mens jeg er rejst rundt i Uganda har jeg flere gange studset over at jeg ingen sutter ser. I Danmark ser jeg alle fra nul til syv år med en sut. Den er helt uundværlig i Danmark - vi får hjælp til at lære vores børn at bruge den. Min egen datter har aldrig villet have en sut og det frustrerede os meget i begyndelsen, men her ville det jo ikke virke unormalt for ingen bruger sutten. Hvorfor ikke?

"Vi kalder det en luksus og en unødvendig luksus. De er dyre, " siger Lucy som svar på mit spørgsmål.

"De fleste tænker 'hvorfor?' og 'hvad skal den gøre godt for?'. Du kan bare give ham en flaske eller en kop. Men de fleste bruger nok bare deres bryst," siger Lucy og her tror jeg det virkelige svar ligger. Får barnet så meget bryst - og i Uganda giver de fleste bryst hver gang barnet siger klynk - så er der måske ikke det store behov for en sut. Og da slet ikke når den så også er dyr.
"Sutter findes i Uganda og min familie gav Jordan en, men han efterlod den der," og det var så historien om en lille luksus der ikke bed på.

Spændende er det også at Lucy fortæller at de fleste ugandere mener at børn med sutter er sløve og kedelige.

"De sidder bare der - sut - sut - sut - og leger slet ikke," siger hun og jeg fremkalder mig et mentalt billede af sløve babyer der sutter løs. Jeg griner lidt men måske har hun ret? Er børn med sutter mere sløve, mindre legende og ret kedelige? Jeg overlader ordet til Lucy.

"De snakker ikke, de gør intet og er slet ikke aktive. De sidder bare der. Jeg måtte også fjerne sutten fra Jordan for folk fortalte mig at 'Dit barn bliver sløvt'," siger hun og fortæller også at mange mener at det kan skade børns intelligens. Vil du have et klogt barn så skal du ikke give dem sut - lad dem snakke og være aktive. Hmm den må jeg lige tage med til forældre i Danmark - så bliver der ramaskrig.
Amning er vigtigt

Når sutten ikke findes hænger det sammen med amning. Lucy har villet amme længe for hun ved det er bedst i mindst to år.
Med Jasmin skulle Lucy på arbejde, så efter et år måtte hun skære helt ned. Når Lucy kom træt og beskidt hjem om aftnen ville Jasmin ikke have bryst og så stoppe Lucy. Med Jordan kunne hun fortsætte lidt længere så han blev ammet til han var halvandet men så mærkede Lucy at hendes krop ikke kunne mere.

"Han er så stor at han spiser for meget nu men det er godt op til to år, men nogle gange er livet ikke let og hvis jeg ikke kan få nok at spise hvis jeg ikke har penge. Så jeg kunne ikke amme ham til to år.
Hun følte hendes knogler langsomt blev spist og hun blev mindre og mindre så da Jordan var halvandet år besluttede hun sig for at stoppe.
Metoden? Chili på brystvorten og så stoppede det pjat. I følge Bosco tog det lige Jordan et minut at opdage chilien så sulten var han, men så kom vrælet og amningen var slut.

Sådan kommer man omkring med et barn

Vi kender det godt - at komme omkring med et lille barn kan være vanskeligt. Men Lucy har flere smarte løsninger.
"Det er en lokal-løsninger," siger hun helt genert da jeg udviser stor interesse. Det er et system til at bære barnet i, specielt inden han kan gå men Lucy bruger det stadig.

Naboen har lige lånt den mere autoriserede type - for Lucy indrømmer hun synes ikke den er god. Den ligner lidt en billig dårlig udgave af en bæresele vi kender fra Danmark som f.eks. Babybjörn, Cybex eller Manduka.

Lucy løber ud og henter den og fortæller mig at det er meget typisk for afrikanske kvinder at bære deres barn. Jeg har dog ikke set andre bruge denne fine anretning, kun kvinder med et simpelt klæde.
"Da jeg kom her til samfundet (Lucy kommer ikke oprindeligt herfra, men fra et bedre kvarter og en respektabel muslimsk familie) tog jeg deres traditioner og måder til mig," siger hun.
Hun brød sig ikke om de fabrikslavede bæredims også forbi hun (med hendes egene ord) var fed i begyndelsen - altså efter graviditeten.

"Jeg brugte et lagen, så var det meget letter for mig. Jeg kunne sagtens bære ham. Det var let for mig. Jeg havde også hænderne fri til at gøre alt muligt med. Jeg kunne arbejde, lave mad og handle for barnet sad bare sikkert på ryggen," fortæller Lucy mens hun viser mig hvordan man skal gøre.

Nu er Jordan toethalvt år og vil for det meste selv gå. Så når de skal på markedet tager Lucy ham i hånden men da vi senere kalder Jordan ind i huset så Lucy kan give en demonstration så kan jeg se han stadig elsker det.

Knægten smiler over hele hovedet så snart Lucy smider ham op på ryggen. Som en dejlige lille abeunge holder han fast og Lucy slænger klædet omkring dem begge. Hun binder det først over brysterne og så tager hun Jordans fødder med rundt om hofterne inde i klædet og binder det igen om livet. Så sidder der en meget glad dreng på ryggen af sin smilende mor. Hvor ser det hyggeligt ud. Jordan bliver dog lidt fornærmet da det viser sig han ikke skal på tur med mor men skal ned igen.

Der er to typer sygdomme

Da vi kommer ind på spørgsmål om slummer kommer vi også til at snakke om sygdomme, for som Lucy siger "der er mange sygdomme her i lokalområdet."
"Jordan blev meget syg som baby og jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre," siger Lucy.

"Så måtte jeg spørge de gamle, gamle damer for de ved alt. Jeg tog mit barn med til dem og sagde mit barn er sygt. Jeg ved ikke hvad han fejler. Så sagde de at de nok skulle undersøge ham. Han havde noget mærkeligt i munden og det skar de ud.  Han var kun fire måneder og jeg havde aldrig set noget sådanne før," fortæller Lucy videre.

"De gamle damer sagde at jeg ikke skulle tage ham på hospitalet for tager jeg ham dertil vil han dø."

Jeg fornemmer at der er et stykke til vores sundhedsplejer, men Lucy insisterer på at der er to slags sygdomme. Der er de lokale, dem som slummen skaber og kun de gamle kvinder kender. Her er dem som kan behandle sygdommene - de ved hvad det er og kender kuren. Og så er der de velkendte sygdomme som malaria og dem skal man på klinik eller hospital med.
Der er heller ingen tvivl om at det også er et økonomisk spørgsmål for de gamle kvinder koster ikke meget for deres kur mens en tur på klinikken altid koster mere end de fleste familier lige har sat til side.

Kan slummen være et sikkert sted?

For en dansk familiefar der allerede er bekymret for bilerne i gaderne, fugleklatterne på græsplænen og tusind ting der virke meget latterlige siddende her i Kampalas slum er det svært at spørge ind til spørgsmålet om sikkerhed, men Lucy fortæller gerne.

"Bosco er vokset op her og han siger det er ok, men det afhænger af meget."

"Jeg synes det kan være svært i et område hvor mange piger bliver prostituerede og drengene tyve," siger en bekymret mor.
"Nogle gange tænker jeg at jeg vil elske at se dette område udvikle sig men det sker ikke bare sådan med et snuptag. Jeg siger til Bosco at jeg er ikke vokset op her og nogle gange synes jeg ikke vores børn skal opvokse her - i det mindste ikke mens de er så små. De kan komme tilbage når de er ældre og så kan de lærer andre hvordan man skal gøre og leve. For mig er det ikke altid så godt," siger Lucy men hun ved også at dette er Boscos barndomskvarter som han elsker og som de begge knokler på at udvikler.

Bare at se alle de ting i gaderne som et barn ikke skal pille ved og så tænke på hvordan min datter putter alt i munden det giver mig koldsved. Lucy medgiver også det er en udfordring hele tiden at siger 'det er beskidt' til børnene.

Narkomaner, alkoholikere og gamle tosser er også et problem: "De smider alt i gaderne og når børnene finder gamle kondomer i gaderne tror de det er balloner. De finder også kanyler og barberblade som de så leger med. Det er et problem," siger Lucy og jeg kan virkelig kun nikke. Det er godt nok et problem i andre proportioner end mine fugleklatter.
Lucy bruger også hendes projekt i hverdagen. Ikke nok med hun sørge for skoling af pigerne og giver forslåede kvinder et sikkert sted at opholde sig, hun tager også pigerne og kvinderne med rundt og rydder op. Lucy vil have slummen til at blive bedre. Og samtidig vil hun lære pigerne og kvinderne at vi selv kan gøre noget - vi behøver ikke bare at lade stå til.
"Vi skal være her som en gruppe og vi skal forbedre vores lokalmiljø," holder Lucy fast i.

Lucy fortæller at hvis de gerne vil have det tager gruppen hjem til de forskellige, både pigerne og kvinderne og så gør de rent der. På den måde ser de hvor dejligt det er at leve i rene områder - selvom det er her i slummen.

"Lad her blive rent," siger Lucy. Og hun børnesikre vel på sin måde hele sit kvarter.

"Langsom, langsom lykkes det. Og det bliver et godt og glad område. Det er slum, men lad det være en ren slum," fortæller Lucy der på ingen måde er typen der lader tingen være hvis hun kan forbedre det.

Sådan planlægges opdragelsen

Når Lucy skal fortælle om opdragelse og hendes planer for børnene tøver hun ikke:
"Jeg både handler uden at tænke og jeg planlægger," siger hun. Jeg tror dog ikke Lucy har pløjet sig gennem bøger om 'sådan opdrager du dit barn', men hun har mange overvejelser over hvilket fremtid hun ønsker for sit barn.

"Jeg vil have mine børn på gode skoler. Jeg vil have dem på skoler med forskellige etniske grupper. Jeg vil have at de kan se forskellige folk og vide vi alle er mennesker. Mine børn skal ikke vokse op og når de så f.eks. ser en hvid person så bliver de bange. De skal lære at forstå mennesker, " siger Lucy om hendes drømme for børnene.

"I en god skole ser de sorte, hvide og brune mennesker - forskellige folk. Så får de erfaring med at der er personer af den farve og personer af den farve."

"Men alt i alt vil jeg have mine børn får et godt liv," og er det ikke det vi alle ønsker for vores børn?
"Her finder du forældre som f.eks. aldrig tager deres børn med til stranden. Min børn skal opleve stranden. Hvis jeg har lidt penge vil jeg give mine børn oplevelser. Jeg vil gøre dem glade," fortsætter Lucy passende. Og igen fristes jeg til at sige: Er det ikke den drøm vi alle nære?

Et godt råd til os danske forældre

Da jeg spørger om Lucys gode råd til os danske forældre siger hun:
"Du skal bare kigge på dit barn og se hvad han har brug for så ved du det," og så simpelt kan det vel opsummeres.

Da Lucy uddyber det handler det også om at hun føler hun svigtede sig datter. Lucy skulle tilbage til arbejde allerede mens Jasmin var lille og overlod derfor sin datter til andre. I Lucys eget hoved brugte hun ikke den tid som Jasmin havde brug for sammen med sin mor - Lucy så ikke Jasmins behov.

"Jeg gav hende ikke nok omsorg," siger Lucy.

Derfor vil Lucy have mere tid med Jordan, det er vigtigt for hende at være tilstedet og være der for ham.

"Jeg går bare op og arbejder i tre timer og så kommer jeg lige tilbage til Jordan før jeg skal i gang med noget andet," siger Lucy for at beskrive en dag som blander familieliv og arbejdsliv på en måde meget få mennesker gør i Danmark - men som vi måske kan lære noget af?

Om skribenten

Nikolaj

Nikolaj

Nikolaj Wessel Witte er far i Globetrotterfamilien.

Nikolaj var på første rejse på cykel i Sverige, så skiferie i Juguslavien. Men føreste gang uden forældre var til Tunesien med skolen itre uger - fantastisk eventyr.

Første rejse helt på egen hånd var til Thailand med en god ven. Af Nikolajs største rejser er to gange næsten et år rundt i primært Asien - først helt alene og anden gang med Pernille.

Professionelt har Nikolaj holdt over 750 foredrag, været rejsevært på DK4, været chefredaktør på Adventure World / Opdag Verden, skrevet masser af rejseartikler, væres rejseekspert på DR (Magasinet Penge), været fast rejsefortæller i radioen på P4 og blevet interviewet til diverse magasiner og aviser.

Tak for

Tak til

  • Cybex

    Cybex

  • Pacsafe

    Pacsafe

  • MyPlanet

    MyPlanet

  • Lonely Planet

    Lonely Planet