En far fortæller om at have børn i Kampalas slum

Vi sidder midt i Kampalas slum. Det er dybt inde i Afrikas hjerte, og det er bestemt ikke de nyrige som går forbi uden for vinduerne. Men herinde er nu ikke tosset, for Bosco, der er i begyndelsen af 30'erne, har det mentale overskud som så mange mangler i slummen. Han og hans kone Lucy har skabt en oase midt i kaos.

Jeg har inviteret ham til at fortælle om det at være far i Uganda. Om det at få børn og tage ansvar. Og om hvad han tænker om at hans to børn skal opvokse her i slummen.

Først griner Bosco da jeg spørger han om det at blive far, for, som han fortæller, det var bestemt ikke planlagt.

"Det er det aldrig i Uganda, " siger Bosco.

Og da Lucy fortalte at hun var gravid, gik Bosco lidt i panik.

"Jeg blev bange, " fortæller han mens han smiler.

Vennerne klagede 'åh nej, nu bliver du kedelig og skal til at være hjemme hver aften', men at være ansvarsfuld betyder meget for Bosco. Bosco vidste at han ville tage ansvar.

Nu da Bosco har været far i over seks år, savner han ikke livet før.

"Det som jeg kan sige, er at livet er godt. Jeg har set mange af mine venner, og det er ikke altid gået godt. Men jeg vil tage ansvar, og det er rigtig godt," fortæller Bosco.

Anden gang, altså da Lucy var gravid og bar rundt på Jordan inde i maven, da glædede han sig bare. Men at tænke tilbage på første gang, der var Bosco i hvad han selv kalder en vanskelig situation - og det var meget skræmmende.

Boscos vanskelige situation var både hans eget liv hvor han ikke rigtig fik det til at hænge sammen, han boede i slummen når han da havde steder at bo, og så var det også hans forhold til Lucy som var hvad Bosco betegner kompliceret. Lucys familie er nemlig muslimer, mens Bosco som udgangspunkt er kristen. Og Lucy kom fra en pæn familie, og det gjorde Bosco på ingen måde, for hans familie bestod kun af ham selv og hans søstre som han stadig tog sig af skønt han ikke havde meget overskud.

Selvom Bosco elskede børn, var både han og Lucy mere end bekymrede for hvad hendes familie ville sige til deres forhold og hendes graviditet. Alt tydede på at Lucys far ville slå Bosco ihjel, så de turde ikke tage til hendes familie selvom de gang på gang blev inviteret.

Lucy begyndte at arbejde mere for at få råd til tingene, og sammen besluttede de at nu er de en familie - lad os forsøge at overleve for os selv - lad os forsøge at klare det.
Da Jasmin var født på hospitalet, var der ingen til at fortælle Bosco hvordan det var at være en far.

Som Bosco siger "Ingen fortalte mig jeg skulle gøre sådan og sådan for at være en far."

"Men jeg lærte langsomt mit ansvar som far, " fortsætter Bosco.

Hele deres forhold er så vidunderligt balanceret, og Bosco var ikke for stolt en mand til at Lucy kunne fortælle han hvordan hendes far plejede at gøre. Da Bosco ingen far havde haft, var det den tætteste kilde til hvad en farrolle indebærer.

En far skal også hente vand til familien, en far skal hjælpe til, og en far skal også tage børnene i skole. En far skal være tilstede gik det op for Bosco. Det er ellers ikke normen i Boscos liv og heller ikke for de fleste i slummen, men Bosco var sikker på han ville spille en bedre rolle i sin familie.

Der er måske ikke den ultimative ligestilling, men Bosco lærer og finder ud af at mens Lucy laver mad, kan han hjælpe til, komme med tingene og tage sig af børnene.

Alt dette skete dog ikke uden vanskeligheder, for kort efter at Jasmin er født, må Lucy rejse til Kenya i næsten halvandet år da det er for farligt for hende og Bosco at være sammen - og dette er en tid Bosco mindes med stort savn.

I dag, når Boscos søn Jordan vågner om natten, er det også ind imellem Bosco der tager han op. Jordan vil gerne have en kop te om natten, og der sidder far og søn så - mens Lucy kan sove videre. Det er ifølge Bosco også en del af rollen som far.

Bosco nyder det og fortæller at det er sjovt. Han er glad for sin nye rolle som far - og stolt fornemmer jeg også.

Bag det hele ligger et stort hjerte som banker både for Lucy - det mærker jeg med det samme - og for at være en bedre far end den han ikke selv havde.

Da jeg spørger Bosco, fortæller han at det i Uganda er svært at finde fædre som faktisk tager sig af deres familier - det er mere normen at fædrene enten forsvinder eller anser det som kvindes job at passe familien.

Bosco fortæller "Har du lidt penge i overskud, så tag da dine børn med ud for at løbe en is. Jeg har sagt det mange gange til andre ugandiske fædre; du skal have tid til din familie."

"Jeg ser også mange som har penge, men så betaler de sig fra tiden med deres familie. De betaler andre for at tage sig af deres børn og familie. De har penge, men ingen tid til familien. De er ikke sammen med dem, men betaler andre for at tage sig af børnene, det er helt forkert, " siger Bosco.

"Jeg troede man bare skulle blive rig, og så kunne man købe alt, men tiden med børnene køber folk sig fra. Man skal have tid sammen med børnene."

Bosco kan ikke forstå at de som har penge ikke vil have mere tid sammen med deres børn. I stedet for bruger de mindre tid med familierne, og så tager de ud med kollegaer og kærester - det er tydeligvis ikke noget Bosco kan forstå for da han selv måtte undvære sin far, ser han en far som et stort privilegium. Måske er det heller ikke uden virking at han blev tvunget til at undværer sin datter i halvandet år pga. sit og Lucys forhold og hendes familie.

I Boscos familie har de måske ikke så mange penge, dog har de mere end mange andre i slummen, men de vil hellere have tid end penge. Jeg smiler lidt skævt, for det er rigtigt, det er jeg sikker på, men både Bosco og Lucy har så mange jern i ilden og projekter i gryden at jeg ved de har meget at se til. Da jeg siger det til Bosco, fortæller han at han hver dag vil nå hjem til sin familie, og selv de dage hvor der bare er meget travlt, ringer han altid og snakker med dem alle. Lucy har sit projekt lige rundt om hjørnet, og noget af sit arbejde laver hun endda lige uden for huset, så de er rigtig nok mere tilstede end andre.
Måske hænger deres lille hjertevarmende historie også sammen med det som Bosco siger igen og igen; "min hustru er også min bedste ven."

Det er virkelig ikke den normale holdning i Uganda - ja, vel heller ikke en selvfølge i Danmark.

De deler alt så da jeg f.eks. inden vores snak bad Bosco spørge sin kone om det var ok jeg kom fobi, svarede han bare at hun vidste alt om mig og mit projekt, for de snakker om alt, og hun havde allerede sagt ok.

Selv hvis det går galt, og Bosco har klokket i det, er han ikke for stolt til at sige undskyld. "Find mig en anden mand i Uganda som kan sige undskyld til sin kone. Det er meget sjældent i Uganda, " siger Bosco med stor selvindsigt i styrken om deres forhold.

Det er meget sjældent - den gensidige respekt er meget sjælden, venskabet mellem mand og hustru er meget sjælden, og der er ingen tvivl i mit sind om at Bosco og Lucys forhold er en sjældenhed i Kampalas slum, hvis da ikke i hele Afrika.

En frygtet far

Jeg spørger Bosco om andre fædre, og han fortæller at den mest almindelige far nok er en fraværende far og en far som børnene frygter. En som kommer hjem og afstraffer.

Faren tager beslutningerne, han bestemmer, men tager ikke rigtig del i familien.

Bedstefaren har tit en mere mild rolle da det ikke længere er hans opgave at straffe, og han kan derfor være den hyggelige.

Faren mangler måske noget kærlighed og er mere striks og regelsættende. Dette system så Bosco også som ung og ønskede ikke selv at kopiere det. Det var ikke den farrolle han ville have - men det var (og er) sådan de fleste fædre er specielt her i slummen.

Som Bosco siger "hvis et barn jeg end ikke kender, kan blive min ven, hvorfor så ikke min kone og mine børn?"

"Men jeg vidste ikke hvordan, for jeg var vokset op med en enlig mor. Så jeg måtte opfinde det hele."

"I min familie deler vi, og jeg kan ikke bare råbe 'skrid' hvis noget går galt. Jeg er dedikeret til min familie og siger hellere undskyld."

Der er dog også grænser

Der er ingen tvivl om at Bosco har være mere til stede og mere med i familien end de fleste ugandiske fædre, men da jeg spørger ind til detaljerne, må han indrømme at nej, det var ikke ham der skiftede bleer - det var hans kones job.

De har hyret nabokonen som selv går hjemme med en god håndfuld børn. Hun passer så også Jordan mens Jasmin er i skole og forældrene arbejder.

Det er ikke så meget pasning som vi forstår det i Danmark. Det er mere at hun sikrer sig at Jordan får mad, at der er en voksen som han kan komme til og en plads til ham.

Jordan løber for det meste rundt og leger med de andre børn, og når alt går vel, ser det utrolig hyggeligt ud at alle leger med alle, og for mig at se ved ingen hvem der er hvor for der er bare små børn over alt i gaderne. Men bag det hele ved Bosco og Lucy at Jordan ikke går længere væk end til de større gyder omkring deres boligområde. Han holder sig her hos sine venner, og her kender alle de voksne ham - så bliver han ked af det, hjælper og trøster de ham eller tager ham med til hans barnepige.

De er trygge ved systemet, og som Bosco siger: Når de kommer hjem, har han fået mad og ser glad ud. Han leger godt og hygger sig med de andre børn.

Barnepigen tager ikke børnene ud af område - så skal de noget, er det Lucy eller Bosco der tager Jordan dertil.

Det er vel ikke et system vi som danske forældre helt ville kunne leve med - men det er fascinerende at se hvordan lokalsamfundet (community) spiller rollen som opdrager, vuggestue, hjælp og meget mere.

Salt eller sukker?

Til mit meget velovervejede spørgsmål som nok siger mere om min virkelighed end Boscos, tøver han slet ikke.

Jeg fortalte ham at vi i Danmark tænker meget over sukker og salt i børnenes mad - var det noget de havde spekuleret på?

"Nej." Så let kan det da siges :-)

Da han dog uddyber det lidt, siger han at det vidste de intet om. "Vi tænkte ikke over det, men gjorde og gør hvad der føles rigtigt," tilføjer Bosco.

"Vi bliver ikke undervist i mad eller hvad børn skal spise, vi giver dem det som de vil spise. Vi ser rundt i community'et for at se hvad andre gør, og så gør vi nok det samme."

Måske har de også større bekymringer. For hvor vi måske er opmærksomme på at vores unger ikke spiser potteplanterne eller får fingrene i klemme i dørene, så har Bosco og Lucy hele slummen lige uden for døren.

Hvordan forklarer man Jordan, og tidligere Jasmin, at de ikke må spise noget på jorden? De åbne kloaker har flydende toiletaffald, sygdomme og alt hvad vi ser som en mareridt at børn færdes i.
De fleste danske forældre ville have afsprittet både barnet, huset og hele kvarteret inden de slap så meget som en lillefinger fri. Men hvad tænker Bosco der skal leve her med sine børn?
Hvis noget er dårligt for Jordan, fortæller vi ham at han ikke må røre det. De har også putte chili på ting han ikke må spise - og det skal nok få ham til at holde munden væk. Men Bosco indrømmer også at det netop er miljøet der er årsagen til mange at de farlige og komplicerede sygdomme som børn får i slummen.

"Det er et stort problem," siger han.

"I community'et lærer vi dem nu hvad de skal holde sig fra og hvad der giver sygdomme - og folk vil gerne lære det"

Community'et er rygraden i slummen

Det er svært at oversætte community, men det bedste er lokalsamfund. Det er måske lidt som det vi også havde i gamle dage hvor mødrene gik hjemme, og vi kendte alle ungerne i kvarteret. Her er det et endnu mindre område da folk bor tættere og er flere mennesker.

Men det er meget mere end bare naboer. Det er her hvor Bosco og Lucy søger hjælp, både med spørgsmål og for at finde rollemodeller. I dag er det nok mere dem selv som er de positive rollemodeller, men de har stadig stor brug for community'et.

Det er cummunyti'et der gør at Jordan og Jasmin er sikre. Det er dem som tager sig af børnene hvis børnene mangler noget, er blevet væk eller har slået sig. Communityet spiller også en stor rolle i opdragelsen af børnene, for community'et har den rolle som vi i Danmark giver pædagoger i vuggestuer og børnehaver.

I de dårlige områder i slummen, der hvor folk tager stoffer og drikker, der virker det ikke, der tager ingen sig af hinanden, men her hvor Bosco og Lucy lever har folk lige det lidt ekstra overskud til at hjælpe hinanden. Men sikken en tillid det kræver at tro på at naboer og community opdrager ens børn som man vil have.

At stole på at der er en fra community'et der siger 'husk nu at vaske hænder' eller hvad det kan være - det kræver altså meget tillid til hinanden.

En glad mand

Mens Bosco ser tilbage til begyndelsen på sit liv som far, fortæller han om vennerne, om hvordan andre har tre børn med to kvinder, hvordan andre løber fra deres ansvar, men ikke ham.

"Jeg er glad, " siger Bosco, men det havde han faktisk ikke behøvet at sige, for det ser jeg tydeligt på ham og på hvordan han ser på sine børn og sin kone. Bosco er en mand der har fundet sit rette liv. Han hjælper andre, han tager ansvar for sin familie, og han er blevet den far som er tilstede, den far som han gerne ville være. Jeg tror vi ville kalde ham en blød far i hårde omgivelser.

Det er helt sikkert at Bosco er en rollemodel for mange, både for sine venner og for community'et. Men Bosco fortæller også at selv ældre mænd der ellers ikke søger yngre mænds råd, kommer til ham. Flere har bedt ham vidne for deres ære eller testamenter, en store ære som helt sikkert har varmet Boscos hjerte.

Alle ved de kan stole på Bosco. Som han siger, råber han ikke ad konen, og han opfører sig godt. Han får respekt, for han respekterer andre. Han respekterer sin kone, sit community og folk omkring sig. Han er en helt anden mand end den hjemløse dreng han var for ti år siden.

At Bosco er en god mand, så jeg hurtigt, men at der gemmer sig en poet og måske en filosof i maven på ham, det var en overraskelse.

"De smukkeste blomster, dem som stråler i midten, ser man sjældent. De gror næsten aldrig, slet ikke her i slummen. Men ser man en, skal man passe på den. Beskytte den og nære den. Ser du en god blomst - selv om du bor i slummen - så kan den være god og den kan gro.

Familien her, mit liv og mit lille hus det er min blomst," og smukkere kan det vist ikke siges.

Et godt råd til danskere

Bosco fortæller at han og Lucy gør meget for at vise børnene at mange har mindre, og det er vigtigt at hjælpe dem som intet har. Man skal hjælpe de mindre privilegerede - for Boscos familie har overskuddet til at hjælpe de svage - og det kommer fra en far midt i Kampalas slum. Imponerende.

Interaktion mellem mennesker, at være sammen og at give tilbage til community'et er værdier der betyder meget for Bosco.

"Vi og vores børn er i mange communities - vi er i lokalområdet, vi er i skolen, vi er i andre områder, vi er med venner, vi er til svømning eller andet, og her møder vi mennesker. Hos dem kan vi både give og søge om støtte i livet - og det samme kan børnene. Vi skal være mere sammen som mennesker og have tid til hinanden," siger Bosco.

 "Vi skal have tid til børnene", svarer Bosco hurtigt da jeg spørger ham om han har et par gode råd med på vejen til os danske forældre.

" Jeg har måske stadig ikke så meget erfaring, " begynder Bosco ydmyg "men jeg mener vi skal prioritere tid med børnene højt."

At gøre sin kone til ven er Boscos nøgle til succes, og så at mor og far tager sig tiden til børnene, det vender han hele tiden tilbage til. Tiden til børnene, at være sammen med dem og at tiden er vigtigere end de mange penge - og det er sagt af en mand i slummen i et af verdens allerfattigste lande - det gør indtryk på en dansk far.